Forbrug

Guide: Sådan køber du et hus på tvangsauktion

Der kan være penge at spare og gode huse at finde på tvangsauktioner, men hvordan gør man et godt køb? Få rådene her.

I 2016 blev cirka 2000 boliger solgt på tvangsauktion. 

Det er dog sjældent, at helt almindelige danskere, eller såkaldt civile købere, kaster sig ud i et tvangsauktionskøb. Der er nemlig en række regler og procedure, der skal tages højde for, når man køber en ejendom på tvangsauktion.

Men der er mulighed for at gøre et godt køb, hvis man er klædt på til processen, forklarer advokat hos Danske Boligadvokater, Jan Schøtt Petersen.

- Selvom man ikke kan sige det helt sikkert, ville man nok opleve, at hvis to ens rækkehuse på samme vej kom til salg, og det ene var på tvangsauktion, så ville det blive solgt op mod 20 procent billigere end det i fri handel, siger han til TV 2. 

Til gengæld skal man sørge for at have lagt penge til side til uforudsete udgifter, da man ikke kan rejse krav mod sælger, hvis man opdager fejl og mangler efterfølgende.

Her svarer advokat Jan Schøtt-Petersen på en række spørgsmål, der er vigtige at få styr på, før man kaster sig ud i at købe et hus på tvangsauktion. Du kan læse hans tre gode råd nederst i artiklen.

Hvor finder man et hus på tvangsauktion?

- Man benytter internetportaler som Itvang.dk og Tvangsauktioner.dk. Man kan søge på de ejendomstyper og områder, som man interesserer sig for, oprette søgeagent, downloade apps og lignende.

Hvilke huse er det typisk?

- Alle huse kan principielt komme på tvangsauktion. Ofte ser man dog, at der er tale om huse, der er vanskelige at sælge i fri handel på grund af beliggenhed, måske i et yderområde eller på grund af vedligeholdelsesstand og lignende.

Hvad skal man være opmærksom på?

- På tvangsauktion køber du ejendommen ”som den er”, det betyder, at man ikke kan få en ejerskifteforsikring og rejse krav mod sælger, hvis der er mangler ved ejendommen. Man løber en risiko, når man køber på tvangsauktion. Derfor bør man være forsigtig med både forundersøgelser, besigtigelse og budgivning. Der skal være råderum til uforudsete udgifter, og det er altid en god ide at søge advokatbistand og byggeteknisk bistand forud for beslutningen om at deltage på tvangsauktion

Hvordan gør man?

- Man møder op og byder på tvangsauktionen. Budgivningen sker på baggrund af en salgsopstilling, ofte kaldet en købsnøgle, hvor ejendommens økonomi, stand og andre forhold er beskrevet.

Man skal medbringe en bankcheck eller kontanter, typisk 15.000 kr., som skal deponeres, hvis man bliver højestbydende. Man kan også aftale med sin advokat, at han eller hun indestår for betalingen.”

Hvis du giver det sidste bud og hammeren falder, er der ingen fortrydelsesret. Panthavere eller ejer kan dog begære en "anden auktion", hvis de håber på, at et større bud vil falde. Denne auktion skal falde inde for seks uger, hvor dit bud stadigvæk er gældende. Hvis ingen byder over på 2. auktion, er ejendommen din.

Er tvangsauktion noget for mig?

- Hvis du er den type, der også kunne finde på at købe et håndværkertilbud i fri handel, så kan du også gøre et godt køb på tvangsauktion. Hvis ikke skal du sørge for at have penge og professionel hjælp, hvis der skal laves noget ved ejendommen.  

Tre gode råd, hvis du vil købe hus på tvangsauktion

  1. Forbered dig grundigt

    Forbered dig grundigt på ejendommens forhold før auktionen. Deltag i besigtigelsen forud for auktionen og tag en byggesagkyndig med. Man får sjældent lov til så meget særlig meget ved besigtelsen, hvor man måske går rundt med 20andre interesserede, derfor kan man også lave en privatinspektion udover besigtigelsen, hvor man ser på huset udefra med en byggesagkyndig. 

     

  2. Brug rådgiver

    Sørg for at have en god rådgiver med, tvangsauktioner er ikke for amatører. 

  3. Is i maven

    Sørg for at have is i maven. Lad være med at lade dig presse til et højere bud, end det som du har besluttet dig for forud for auktionen.