GO'

Droppede drømmelivet i luksus - én besked ændrede alt

Kasper Hilligsøe Eis levede et liv i overhalingsbanen - lige indtil en sygdom i familien vendte op og ned på det hele.

For Kasper Hilligsøe Eis var kun en ting vigtig: Karrierestigen. Og han ville langt op ad den. 

Han var administrerende direktør i en virksomhed med mere end 100 ansatte under sig, men det var ikke nok. 

- Jeg var drevet af prestigen i at kunne blive headhuntet til noget større og ræset om at komme op af stigen. Jeg ville bare højere op, og så får man også mere i løn, fortæller Kasper Hilligsøe Eis, der i dag lever et noget andet liv.

Jeg savner min BMW, men jeg savner ikke den livsstil, der fulgte med.

Kasper Hilligsøe Eis

Kasper Hilligsøe Eis var vant til en månedsløn på over 100.000 kroner og nød den økonomiske frihed, det gav. 

- Jeg havde en stor BMW, og jeg indrømmer, at jeg var godt tilfreds, da jeg så min BMW. Vi var på fede ferier til Mauritius og Hawaii, og vi kunne købe havemøbler til 20.000 uden at skænke det en tanke, fortæller Kasper Hilligsøe Eis.

Det kan han ikke i dag, og i 'Go' aften Danmark' fortæller han, hvad der gjorde forskellen.

Kræften ændrede synet på livet

I november 2012 fik Kasper Hilligsøe Eis at vide, at hans kone havde kræft.

Hun kom relativt hurtigt ud på den anden side og blev meldt rask.

Men beskeden om hendes sygdom fik stor betydning.

- Én ting var sygdomsperioden, men der skete rigtig meget inde i mit hoved. Jeg begyndte at tænke over den måde, jeg havde levet mit liv på. Jeg synes ikke, jeg havde levet nok, og jeg ville prøve at leve livet på en anden måde, fortæller Kasper Hilligsøe Eis.

Vi lever spartansk, men vi har råd til røde bøffer og kan tage på ferie. Nu tager vi bare til Hirtshals eller i sommerhus.

Kasper Hilligsøe Eis

Han begyndte at læse mange bøger, og specielt én bog gjorde stort indtryk. 

- Jeg læste en bog om en, der har startet firmaet Toms Shoes. Når han sælger et par sko, så donerer han samtidig et par til nogen, der har brug for det. Jeg begyndte at tænke over, at jeg arbejdede 80 timer om ugen for at tjene penge til andre. Jeg ville gøre noget, hvor jeg ikke bare fulgte en striks karriereplan. Skabe noget, der gav mening, forklarer Kasper Hilligsøe Eis.

Leder stadig efter den gode løsning

I dag er Kasper Hilligsøe Eis selvstændig med en lille webshop, der kombinerer genbrug, økologi og velgørenhed.  

- Vi rejser penge samtidig med, at vi tjener noget. Det er blevet mit pejlemærke for, hvordan jeg lever mit liv på en ny måde, hvor det ikke er succes og penge, der driver værket, men værdier, siger Kasper Hilligsøe Eis.

Jeg har ikke en tilværelse i zen, men jeg prøver at være der for familien.

Kasper Hilligsøe Eis

Det nye arbejde betyder, at han nu ser sine børn 40 timer om ugen. Det er 30 timer mere end før.

Alligevel kan han en gang imellem savne den tilværelse, han havde før.

- Der er en kæmpe forskel på, hvordan vi lever nu i forhold til før. Jeg savner min BMW, men jeg savner ikke den livsstil, der fulgte med. Vi lever spartansk, men vi har dog råd til røde bøffer og kan tage på ferie. Nu tager vi bare til Hirtshals eller i sommerhus, siger Kasper Hilligsøe Eis. 

Han håber, at han på et tidspunkt vil finde den måde at arbejde på, der er bedst for ham.

- Det er et langt sejt træk, og jeg har ikke en tilværelse i zen. Men jeg prøver at være der for familien, og jeg arbejder hen imod, at jeg arbejder mest, når konen sover, og børnene leger hos andre, siger Kasper Hilligsøe Eis.