Dansk pizza er blandt de 10 bedste i verden: - Det er fantastisk
Sidste år var Bæst det 14. bedste pizzeria i verden, men er nu rykket op på en flot 8. plads. - Vi er meget glade og stolte, siger indehaver.
Danmark bliver bare ved og ved med at kunne noget med mad.
Det er den seneste kåring i den engelske avis The Guardian et glimrende eksempel på. Her har pizzaeksperten Daniel Young udråbt verdens 10 bedste pizzeriaer, hvor den danske restuarant Bæst lander på en fornem 8. plads.
- På den stilfulde italienske restaurant, der er åbnet af Michelin-stjernekokken Christian Puglisi, er den forkullede pizzabund fin og sprød udenpå, mens den er guddommelig blød inden i - en perfekt bund for den hjemmelavede, økologiske charcuterie og ost, skriver avisen.
- Det er vi meget glade og stolte af. Det er fantastisk at få den anerkendelse, siger Christian Puglisi, som er indehaver af Bæst til TV 2.
Sidste år placerede Daniel Young Bæst på en 14. plads, så det går den rigtige vej for det københavnske spisested.
Bæst gør det selv
Det er ifølge indehaver Christian Puglisi et ambitiøst program, der bringer den fine hæder hjem.
- Vi prøver ikke på at lave autentisk pizza. Vi vil lave vores eget. Vi bruger ikke gær i dejen, men kun surdej. Alle vores råvarer er økologiske - og vi er vist det eneste sted på listen, som udelukkende er økologisk - derudover har vi investeret i otte køer, som laver mælken, som vi derefter producerer vores egen mozzarella fra, siger han.
Han fremhæver også, at Bæst faktisk også laver andet end pizzaer, men at de altid opfordrer gæster til at dele og prøve forskellige pizzaer.
International anerkendelse
Med udnævnelsen af Bæst tyder det på, at det nordiske køkken fortsat nyder stor succes i udlandet.
- Det går rigtig godt hos os. Vi har travlt, og folk er glade, når de har besøgt os. Men det også rigtig dejligt, at vi får international opmærksomhed. Vi har flere udenlandske gæster, fordi nu vil turister ikke kun på Noma og Relæ. De har opdaget, at der også findes flere andre gode restauranter i byen, og det kan København være stolt af, siger Christian Puglisi.
Han kender alle resturanterne på listen, og han vedkender, at førstepladsen klart er gået til den rigtige.
- Det er et lille pizzeria i en lille bitte by i bjergene, men det ene sted har fået hele byen til at blomstre op. Folk står i kø i to timer for at få en pizza, siger Christian Puglisi.
Her er The Guardians liste over de ti bedste pizzeriaer i verden:
- Pepe in Grani, Italien
- Pizzarium, Italien
- 50 Kalò di Ciro Salvo, Italien
- I Tigli, Italien
- Pizzeria Bianco, USA
- Pizzaria la Notizia, Italien
- L’Antica Pizzeria da Michele, Italien
- Bæst, Danmark
- Roberta’s, USA
- Bráz, Brasilien
Hvis du selv vil sætte tænderne i de prisbelønnede pizzaer, så kan du læse mere om Bæst her.