Imponer dine gæster med disse tre cocktails
Søndag blev danmarksmesterskaberne i cocktails afholdt. Se her i artiklen, hvordan du selv kan lave fantastiske drinks.
Siden 1960 har nogle af Danmarks dygtigste bartender hvert år dystet om, hvem der kunne lave den bedste cocktail til DM i klassiske cocktail.
Bartender og DM ambassadør Jannick Gram har den seneste tid haft rygende travlt for at sikre, at også dette års mesterskab lever op til alle de internationale standarder.
Han har dog fundet tid til at vise TV 2s læsere, hvordan man selv kan mikse nogle relativt simple cocktails derhjemme i bartender-klassen.
Få opskrifterne herunder, og se hvordan du gør i videoklippene.
Rosemary and sweet vermouth G&T
En simpel og sofistikeret måde at pifte en klassisk gin og tonic op på. Henvender sig til alle, der kan lide gin og tonic.
Ingredienser:
- 3,5 cl gin
- 1,5 cl sød vermouth
- Top med tonic
- Pynt: 1 stk. rosmarin stilk og limebåd
- Glas: Highball
Fremgangsmåde:
Gnid rosmarinen indvendigt i glasset, tilføj is og øvrige ingredienser, pynt og servér.
Breakfast cocktail
Den lækre og let søde cocktail, der fanger bredt og fungerer på alle døgnets 24 timer.
Ingredienser:
- 4 cl vodka
- 1 cl Cointreau
- 1 spsk. appelsinmarmelade
- 3 cl friskpresset citronjuice
- Pynt: Pænt skåret appelsinskind på glaskanten
- Glas: Martini
Fremgangsmåde:
Tilføj alle ingredienserne i en shaker, rør med en ske, indtil marmeladen er nogenlunde opløst, shake med is, og si over i et martiniglas, pynt og servér.
Chili, honey, cucumber sour
Den udfordrende og fyldige cocktail, der bedst nydes sent på dagen. Så snart man får smagt denne cocktail, er det svært at lade den være igen.
Ingredienser:
- 3 cm agurk
- 1 lille skive chili (juster efter størrelse, hellere for lidt. Tilføj mere hvis ønsket)
- 5 cl Bourbon whiskey
- 3 cl lime
- 2 cl Hjemmelavet honningsirup
- 1 hel frisk æggevide (valgfrit men anbefalelsesværdigt)
- Pynt: Chili på glaskanten
- Glas: Lowballl
Fremgangsmåde:
Knus agurk og chili i bunden af en shaker, tilføj de øvrige ingredienser, shake først uden isterninger og dernæst med isterninger. Si over i glas med isterninger, pynt og servér.
Sådan laver du lynhurtigt en sirup til cocktails
Du kan variere smagen med alt fra vaniljestang til lakrids.
Ingredienser:
- 50 g sukker
- 100 g kogende vand
- 75 g akacie- eller solsikkehonning.
- (justér målene efter ønsket sødmegrad)
Fremgangsmåde:
Hæld sukker og honning i et sylteglas. Hæld kogende vand i, luk låget og ryst det sammen. Husk, at sikre låget er ordentligt lukket, så du ikke brænderne fingrene. Denne opskrift kan varieres i smagen ved at tilsætte eksempelvis vaniljestang, bær eller lakrids. Siruppen skal opbevares i køleskab, hvor det kan holde i op til 6 måneder.