Tabte med et brag til dansk forbruger: Nu er Apple igen under mistanke
Forbrugerrådet Tænk har klaget over den amerikanske it-virksomhed, da man mener, at de fortsat ikke efterlever købeloven.
I december 2016 vandt danske David Lysgaard en sag mod Apple, hvor han var blevet givet en iPhone med gamle dele, som it-virksomheden betegnede som ny.
Retten i Glostrup vurderede dengang, at det er et brud på købeloven, og at man som forbruger efter reklamationsretten har krav på en ny telefon.
Mere end tre måneder senere er den dog stadig gal. Det mener Forbrugerrådet Tænk, som på bagrund af research og kontakt til forhandlere og forbrugere konkluderer, at forhandlerne fortsat har problemer med at efterleve reglerne.
Organisationen har sendt en anmeldelse til Forbrugerombudsmanden og bedt myndigheden om at gå ind i sagen og sørge for, at købeloven bliver overholdt.
- Det er over tre måneder siden, at dommen faldt, og det er problematisk, hvis lovgivningen fortsat ikke overholdes. Forhandlerne skal efterleve købeloven, uanset hvad Apple siger og gør – og det gør de ikke, hvis de udleverer brugte telefoner i de situationer, hvor forbrugeren har krav på en fabriksny, siger Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk.
Du kan læse hele klagen her.
Langstrakt strid
Afgørelsen fra december er principiel, da den sætter spørgsmålstegn ved hele Apples produktionsapparat.
Sagen startede allerede i 2011, da David Lysgaard købte en ny iPhone fra Apples webshop for 4399 kroner. Men allerede efter et år gik telefonen i stykker, og David Lysgaard sendte den til reparation.
Det var dog ikke enden på problemerne. David Lysgaard fik en ny telefon efter flere problemer, men den var ikke ny. I stedet for at sende kunden en fabriksny telefon fik David Lysgaard en såkaldt "refurbished" telefon, hvor dele af den er genbrugt.
Men købeloven foreskriver, at David Lysgaard har ret til at ophæve købet og få sine penge tilbage eller at få et nyt produkt.
- Vi har hørt fra forhandlerne, at Apple siger til dem, at firmaet arbejder på 'en proces' for, hvordan forhandlerne skal forholde sig. Men vi synes ikke, at der er så meget at ’processe’ på. Forbrugerne har i de her sager krav på en fabriksny telefon. Det har både domstolene og et enstemmigt Forbrugerklagenævn tidligere slået fast, og købeloven gælder naturligvis også for Apple og deres forhandlere, siger Anja Philip.
TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Apple, men it-virksomheden er ikke vendt tilbage på henvendelsen.