Forbrug

Drop gift, luge og brænder: Så nemt kan du også komme ukrudtet til livs

Hvordan hænger kogevandet fra kartofler og spaghetti sammen med ukrudt? Få svaret her i artiklen.

Tænk, hvis du kunne spare tid, penge, vand og ikke mindst være god imod miljøet, alt imens du samtidig slipper af med en af fliseterrassens store plageånder.

Det kan du, takket være dette fikse trick fra haveekspert Lars Birck, der er teamleder og underviser ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.

Han forklarer, at når du nu alligevel har kogt kartofler, spaghetti, æg eller lignende, kan du ligeså godt hælde det kogende vand ned imellem fliserne på terrassen i stedet for i håndvasken.

For det kogende vand er en fremragende ukrudtsdræber.

- Kogende vand kan gå dybere ned i fugerne end de fleste haveredskaber, og på den måde kan vandet sive helt ned til plantens rødder og dræbe den, siger han.

I klippet øverst i artiklen kan du se, hvordan en mælkebøtteplante ser ud 24 timer efter, den er blevet overhældt med kogende vand.

Således kan du spare tid på havearbejdet, penge på ukrudtsmidler og gøre lidt ekstra for miljøet, ved at genbruge kogevandet, næste gang du står med en grydefuld.