Forbrug

Nostalgisk lyd fra kassettebånd bliver igen moderne

Det er ren nostalgi at dyrke en lyd, der var engang.

Vinyler har for længst fået en renæssance i musikindustrien, men nu er endnu en gammel kending på vej tilbage. Musikere er begyndt at udgive musik på kassettebånd.

Bands som Metallica og Flaming Lips er hoppet med på trenden, og de får nu følgeskab af bandet Tørfisk fra Thyborøn.

- Hver gang vi har lavet en ny cd, har vi altid sagt: Skal vi have den med på kassettebånd. Og det var, fordi vi troede, det aldrig ville ske. Men nu kommer det til at ske, siger Anker Hviid, der er en del af Tørfisk.

I Farsø hos Tewa, der producerer kassettebånd, har man måttet finde gamle maskiner frem og lave en omgang båndsalat for at få Tørfisks musik over på den lille firkantede æske.

- Det er mere besværligt end at lave en CD. Vi er kommet fuldstændig ud af træning, så lige nu er det mere besværligt, siger Thorsten Sander, der er medindehaver af Tewa.

Nostalgisk lyd

Grunden til, at kassettebåndet har fået en renæssance, skal findes i den nostalgiske lyd, som det giver.

- Nostalgi omkring en lyd, der var engang, det begynder vi at dyrke, og så er kassettebåndet blevet det nye smarte at dykke ned i, fortæller trendforsker Rikke Skytte.

Og Anker Hviid er meget begejstret for, at kassettebåndet er tilbage, og han havde aldrig troet, at det ville ske.

- Havde du spurgt mig for tre måneder siden, havde jeg sagt nej. Godt nok kan vi gå tilbage i tiden, men så langt kan vi ikke – det kommer vi så til nu, siger Anker Hviid.

Medlemmet af Tørfisk er også sikker på, at nogle af deres fans har en gammel kassettebåndsafspiller stående i hjemmet, så de kan høre bandets nye udgivelse.

Tørfisk udgav deres første album tilbage i 1983, og ligesom i 2017 var det også på kassettebånd.