Efter prisstigning: Får vurderet sit ur til 60.000 kroner på live-tv
En tv-seer fra Østjylland blev særdeles glad, da han fik vurderet værdien af et ur, han købte for et halvt år siden.
Mellem 50.000 og 60.000 kroner. Så meget kan Jakob Bille fra Horsens få for sit ur – et Rolex Explorer.
Det vurderede to eksperter fra Bruun Rasmussen Kunstauktioner i en liveudsendelse på tv2.dk, hvor seerne fik vurderet værdien af deres egne ting. En udsendelse, der blev sendt umiddelbart efter ’Auktionshuset’ på TV 2.
-Okay. Fornemt. Det er mange penge, lyder det prompte om vurderingen fra urets ejer Jakob Bille, da TV 2 taler med ham efter udsendelsen.
Rolex-uret har han købt af en kammerat for blot et halvt år siden, afslører han. Hvad han selv har betalt for det, vil han dog ikke ud med.
Store prishop på kort tid
Årsagen til, at uret ifølge eksperterne kan indbringe så stort et beløb, er, at netop Rolex-ure er steget enormt i værdi over de seneste fem til syv år.
- Der har været en eksplosiv prisudvikling, siger vurderingsekspert David Utzon-Frank og peger på, at nogle Rolex-ure, der for fem år siden blev handlet til mellem 25.000 og 30.000 kroner, i øjeblikket sælges for priser, der nærmer sig 80.000 kroner.
- Så det er en tredobling af priserne på en ganske kort årrække. Det er virkelig imponerende. Spørgsmålet er, om det fortsætter, men det har i hvert fald været voldsomt inden for det seneste stykke tid, siger David Utzon-Frank.
Ejer: Det er en del af min pensionsopsparing
Trods de store prisstigninger er ejeren Jesper Bille ikke interesseret i at sælge sit kostbare ur.
- Uret er en del af min pensionsopsparing. Jeg tror, jeg sidder på en guldgrube her, og prisudviklingen fortsætter forhåbentlig, siger han og understreger, at det ligger trygt og sikkert i en bankboks.
Trods den umiddelbart høje vurdering kunne prisen have fået endnu et nøk op, hvis Jakob Bille også havde haft urets certifikat.
- Certifikatet er urets dåbsattest, så det vil folk altså gerne have med. Havde certifikatet været med, ville jeg have lagt 5000 kroner oven i vurderingsprisen, siger Casper Behrendtzen, der udgør den anden halvdel af ekspertpanelet.
Her kan du se endnu et klip fra seneste udgave af 'Auktionshuset Live', hvor en seer får vurderet sit maleri til at være op mod 70.000 kroner værd.
Sådan får du vurderet dine ting
Har du også noget, du gerne vil have vurderet i den næste udgave af ’Auktionshuset Live’ den 25. oktober, skal du gøre som beskrevet her:
- Send tydelige billeder af genstanden taget fra forskellige vinkler og af detaljer. Send en mail til auktion@tv2.dk
- Du skal kun sende én genstand ind per mail. Send gerne flere billeder af den samme genstand i din mail.
- Vedhæft gerne en kort beskrivelse af genstanden samt dens detaljer og dens ophav.
- Angiv også mål for, hvor stor genstanden er.
- Angiv dit navn, din by og gerne dit telefonnummer.
- Når du sender fotos ind af dine ting, accepterer du samtidig, at vi bringer dine billeder i udsendelsen samt i en artikel på tv2.dk.
- Du får kun en vurdering, hvis eksperterne kan nå at vurdere dine ting i live-udsendelsen.
- 'Auktionshuset Live' bliver sendt næste gang den 25. oktober klokken 21.20.