Går du på Black Friday-jagt på nettet? Told og moms kan gøre tilbuddet dyrt
I jagten på det gode tilbud handler danskerne også på udenlandske netbutikker, men det kan hurtigt blive en dyr affære.
Det er ikke kun de danske netbutikker, der slår sig op på vilde tilbud til Black Friday. Det samme gør de udenlandske sider, og her kan der endda være endnu flere penge at spare.
Og det er noget, danskerne generelt har fået øjnene op for på alle tider af året.
Danskerne køber mere på nettet, og meget af handlen foregår på udenlandske hjemmesider - faktisk bliver 35 procent af omsætningen lagt der.
Det viser en rapport over internethandlen for første halvår af 2018, som Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) har udgivet.
Pas på ekstraregninger
Men man skal være ekstra opmærksom, når man går efter tilbud på en udenlandsk hjemmeside. Her kan varerne hurtigt blive pålagt told og moms, der gør dem dyrere end det, de normalt koster.
Særligt når varen kommer fra et land uden for EU, forklarer Preben Buchholtz, underdirektør i Toldstyrelsen.
- Fragtfirmaet sørger for, at der bliver afregnet told og moms. Og de tager også et gebyr for dette arbejde. Så hvis du vil undgå uventede ekstraregninger, skal du tjekke, hvilke lande varerne bliver sendt fra, siger han til TV 2.
På butikkernes hjemmeside fremgår beløbet for told og moms ikke.
Her klapper fælden
Som hovedregel bliver der pålagt moms på varer sendt fra et land uden for EU, når varen koster mere end 80 kroner. Told skal betales, når købet er på mere end 1150 kroner.
Man skal dog altid betale told og moms, når man køber spiritus, vin, øl, tobaksvarer, parfume og eau de toilette. Disse varer kan også blive underlagt punktafgifter. På en 70 centiliter flaske spiritus med en alkoholprocent på 40, er det eksempelvis 42 kroner.
Endelig skal man regne med, at fragtfirmaet tager et gebyr på 160-250 kroner.
For en vare fra USA, der koster 1000 kroner inklusiv fragt, vil den altså ende med at koste 1250 kroner, da momsen lægger 25 procent oven i beløbet.
Derudover vi fragtfirmaet, der sender varen, opkræve importgebyr, så varen kommer til at koste cirka 400 kroner mere end det, der stod på hjemmesiden, hvor den blev købt.
Hvis du er i tvivl om, hvor meget ekstra du skal betale for en vare, du eksempelvis har købt i USA, kan du taste den ind i Toldstyrelsens beregner.
Kender ikke reglerne
Næsten halvdelen af danske forbrugere (44 procent) har ikke styr på told- og momsreglerne, mens hver femte slet ikke kender dem. Det fremgår af en ny undersøgelse, som Toldstyrelsen har fået lavet.
Ifølge Preben Buchholtz skaber den manglende viden hos danskerne risiko for, at de bliver frustrerede, når deres varer mod forventning bliver pålagt told og moms.
- Det er smadderærgerligt at stå med en ekstraregning på en vare, når man lige troede, man havde gjort et kup. De gode tilbud på nettet kan vise sig at blive en dyr fornøjelse, når der kommer told, moms og gebyrer oven i prisen. Det er derfor, at det er så vigtigt, at vi får fortalt om reglerne på området, siger Preben Buchholtz.
Kan fortryde
Hvis man bliver overrasket af en ekstraregning, man ikke har råd til, kan man godt fortryde handlen og på den måde undgå at betale moms og told.
- Det kan man sagtens, og det er der rigtig mange, der gør. Men når man har købt varen på en hjemmeside ude i verden, er spørgsmålet jo, om man kan få pengene for selve varen tilbage fra sælgeren. Og den del er ude af Toldstyrelsens hænder, siger Preben Buchholtz.
Black Friday falder i år 23. november 2018.