25.000 gæster gemmer sig måske i dit juletræ - ét dyr vil dog aldrig finde vej
Mellem juletræets grene befinder der sig med stor sandsynlighed et lille julemirakel, lyder det fra en biolog.
Juleaftensdag.
De fleste danskere har slæbt et juletræ indenfor og er enten på besøg eller har besøg af familien.
Men hvad de færreste ved er, at der med meget stor sandsynlighed er flere med til julefesten, end øjet umiddelbart ser.
Det fortæller biolog Anders Kofoed i TV 2s juleprogram ’Go’ jul’.
Træet, som hele familien danser omkring, kan ifølge biologen gemme på helt op til 25.000 bittesmå gæster.
Ryster man træet, kan man se mange af dem, når de falder af, mens andre kræver, at man bruger en lup, lyder det.
- Det er herlige festlige og små væsner. Det er edderkopper, mider, lus og biller. Det svarer faktisk til en mindre provinsby her i Danmark, og vi kan finde dem i juletræerne, siger Anders Kofoed.
De bliver ikke hængende
Man skal dog ikke være bange for, at de bliver hængende ret længe.
- Vores hjem er alt for tørt og varmt, så de tror, at det er forår, men de kan ikke lide at være i det. Så I skal ikke være bange for, at de bliver hængende indtil det nye år, fortsætter han.
Og man skal heller ikke blive forskrækket over de ekstra gæster. Vend det til noget positivt, lyder opfordringen fra Anders Kofoed.
For det er nogle interessante dyr, som følger med juletræet.
Der er eksempelvis bladlus og barklus, der kan formere sig uden en mage, ligesom Jomfru Maria kunne, og springhaler, der kan springe enormt højt, fortæller biologen.
Biolog: Disney har vist misforstået noget
Der kan være mange slags små dyr i et træ, og der kan være et utal af dem, men et dyr skal man ikke bekymre sig om.
De små jordegern, der sniger sig ind med træet i Disneys Juleshow og flere andre julefilm, er et af de sidste dyr, som Anders Kofoed ville forvente at se i et juletræ.
- Det undrer mig faktisk meget, at det er jordegern, som kommer med ind med juletræet, for jordegern bor altså ikke i træer. De bor i jordhuler, så det giver slet ikke mening. Man kan se forskel på egernet ved at se på halen. Et jordegern har en meget kortere hale, end et almindeligt egern har, så jeg tror, at Disney har forvekslet de to med hinanden, eller så går de bare ikke så meget op i det, siger Anders Kofoed.