Forbrug

Romantisk tradition belaster klimaet

Roser er en luksusvare om vinteren og er derfor en særlig stor belastning på valentinsdag, siger tænketank.

De langstilkede og røde roser er for mange et synonym på kærlighed. Særligt omkring valentinsdag, 14. februar, flyder blomsterforretningerne over med blomsterne i kærlighedens navn - men ikke i klimaets.

For ligesom med grøntsager og frugt kan man også tale om sæsonvarer, når det kommer til blomster. Og februar er ikke sæson for roserne, da de enten skal hentes fra Afrika eller dyrkes i drivhuse.

Det gør dermed de langstilkede blomster til en stor belastning for klimaet, skriver Politiken.

Svært at gennemskue

Blomsten forgår hurtigt, og fra det øjeblik, den er klippet af, er det et kapløb med tiden at få den frem til markederne i Europa. Hvis den er dyrket i Afrika, foregår transporten derfor med fly.

Blomster dyrket i drivhuse er tættere på, men det er ikke nødvendigvis en fordel, da klimaet ikke er egnet til det, og dyrkningen må foregå i et opvarmet drivhus.

Ifølge Torben Chrintz, der er videnskabelig rådgiver med særligt fokus på fødevarer og landbrug hos klimatænketanken Concito, er det svært for forbrugerne at gennemskue, hvad den mest miljøvenlige løsning er.

- Blomster fylder meget i forhold til deres vægt og vil optage en del plads, når de skal transporteres med fly. Bliver de dyrket i drivhus, kræver de meget varme, siger Torben Chrintz til Politiken.

- Blomster på denne årstid er en luksusvare, så det er da værd at overveje, om man vil købe sommerblomster, uanset hvilken sæson det er.

Får ikke folk til at købe færre

En rose fra Kenya, der leverer mere end hver tredje afskårne rose, efterlader et klimaaftryk på et kilo CO2, når den bliver fragtet til Europa, inden den bliver solgt. Det viser studier fra blandt andet Wageningen Universitet i Holland og National Center for Biotechnology Information ifølge Politiken.

En enkelt europæisk rose, der for eksempel er dyrket i et vinteropvarmet hollandsk drivhus, har en klimabelastning på fem kilo.

Det er dog ikke en viden, som vil ændre det helt store for forbrugerne, mener Eva Steensig, der er sociolog og forbrugsekspert.

- Min vurdering er, at det ikke får dem, der vil købe røde roser, til at købe færre, men det skaber en mulighed for et mere klimavenligt alternativ - som juletræer i potter, siger hun til TV 2.

Lige så vel som juletræer i potter holder plantede blomster også længere og har derfor en længere levetid end de afskårne roser. 

Flere vil fejre kærligheden

Oprindeligt handler valentinsdag ikke om blomster, og det er heller ikke en amerikanske opfindelse, som mange tror. Traditionen går derimod tilbage til 1600-tallets England, hvor man begyndte at sende små valentinsdigte og kærlighedsbreve til sin udkårne.

Og selvom traditionen er forholdvis ny i Danmark, er den på få år blevet noget, som mange danskere praktiserer.

Ifølge Dansk Erhverv planlagde 24 procent af danskerne at fejre den romantiske dag i 2018. Det er en stigning i forhold til året før, hvor 16 procent planlagde at gøre noget specielt ud af dagen.

Særligt de unge mænd vil gerne markere dagen med en god middag eller en blomst.