Miniaturetasker til flere tusinde kroner hitter: - Der kan jo ikke være noget i dem
Taskerne er dybest set ubrugelige til opbevaring af ting – i stedet skal man se dem som halskæder, siger modeekspert.
Engang kunne en dametaske nærmest virke som et bundløst hul, når kvinder i bedste Mary Poppins-stil kunne hive alt fra solbriller, papirlommetørklæder, hovedtelefoner, bøger og vandflasker op af den.
Men på det seneste har en tendens vist sig. Og hvis den for alvor vinder indpas, er det snart slut med at skulle rode sin taske igennem for at finde det, man står og leder efter.
I de bittesmå tasker er der nemlig end ikke plads til en pung.
De seneste år har det været moderne med håndtasker, der er så små, at de kun har plads til en telefon og et par kreditkort.
Men nu er blandt andre Louis Vuitton begyndt at producere tasker, der ikke engang er store nok til et enkelt kreditkort. De har knapt nok plads til en læbestift.
Begyndte som en indbydelse
De første af de bittesmå tasker kom ud i forbindelse med modeugen i Paris i slutningen af februar. Her fungerede de som invitationer til det franske mærke Jacquemus’ modeshow.
Det skulle dog vise sig, at der ikke kun var tale om en kreativ indbydelse. For under modeshowet havde flere af modellerne de bittesmå tasker hængende på fingrene og over skulderen.
Det forlyder, at de mikroskopiske tasker kommer i handlen, men indtil videre må man væbne sig med tålmodighed, hvis man vil have fingre i en Jacquemus-taske i miniatureudgave.
Er man helt vildt efter en taske, der kan rumme ingenting, har Louis Vuitton allerede en model i sortimentet.
De har netop præsenteret en såkaldt ”læbestiftholder”, der har plads til, ja, lige netop en læbestift.
Viser økonomisk overskud
Hvad Jacquemus’ taske kommer til at koste, er endnu uvist, men Louis Vuittons udgave koster den nette sum af 9175 kroner.
En miniaturetaske er altså ikke lig med miniaturepris, og lige præcis prisen er med til at understrege det, miniaturetendensen er et udtryk for.
- At man har råd til at købe upraktiske ting som de her små tasker, viser, at det økonomisk går lidt bedre, siger Sille Henning, der er modeekspert i ’Go’ morgen Danmark’.
- Vi så også i 00’erne, at man legede med ekstremerne i moden og havde enorme skuldre og sko, der var for høje at gå i. Det er kun, når der er penge mellem hænderne, at man har råd til at købe den slags. I dårligere tider er man mere konservativ og køber den sorte taske, der kan bruges til alting.
Skal ikke ses som en taske
Sille Henning fortæller altså, at det igen er moderne at gå til ekstremerne – i begge retninger.
Så mens vi på den ene side har tasker, der er så små, at de kan ligge i en håndflade, er der også tasker, der er så store, at de næsten ikke er til at bære.
- Man leger med yderpunkterne lige nu, siger hun og fortæller, at man egentlig ikke skal opfatte de mikroskopiske tasker som tasker.
- Der kan jo ikke være noget i dem, så det er nærmere en accessory, der fuldender et look. Mange af dem fungerer i højere grad som bælter eller halskæder, siger hun.