"Beverly-David" gift i Honolulu

16x9

To forlovelser måtte der til, før Brian Austin Green og Megan Fox blev gift. Det skete for nylig under en ferie på Hawaii.

I rollen som David Silver i tv-serien "Beverly Hills 90210" var det den bly Donna Martin, han sværmede for. Nu er skuespilleren Brian Austin Green blevet gift i virkeligheden.

Hans tilkomne er den 12 år yngre amerikanske model og skuespiller Megan Fox. Ifølge People.com blev parret for nylig smedet sammen i den hellige ægtestand under en ferie på Hawaii.

Forholdet mellem de to har ellers været noget af en rutsjebanetur. De mødte hinanden i 2004, og to år efter blev parret forlovet. I februar 2009 valgte de så at hæve forlovelsen.

Mens alle troede, at nu var det forbi mellem Brian og Megan, så blev de ved flere lejligheder set sammen. Denne sommer fortalte en pressetalsmand for parret så, at de endnu en gang var blevet forlovet.

Før Brian Austin Green mødte Megan Fox, havde han dannet par med hele to tidligere kolleger fra successerien "Beverly Hills 90210".

Først var det Tiffany-Amber Thiesen, der spillede seriens femme fatale, Valerie Malone, og siden blev han kærester med Vanessa Marcil. Hun spiller rollen som Gina Kincaid i serien.

Sammen med Vanessa fik Brian Austin Green i 2002 sønnen Kassius.