Sådan genopliver I jeres sexliv

16x9

Er jeres sexliv på vej til at afgå ved døden eller er det allerede ikke eksisterende, så deler I skæbne med hvert syvende danske par. Men hvis I lyster, så kan det genoplives. Sexolog og parterapeut Rikke Thuesen giver jer her gode til atter at få gang i sexlivet.

14 procent af alle danskere, der lever i et fast parforhold, bliver liggende under deres egen dyne, når de går i seng om aftenen. De dyrker nemlig aldrig sex med partneren, viser en undersøgelse fra YouGov i MetroXpress.

Er I blandt de 14 procent, hvis sexliv er dødt, så er der heldigvis mange måder, hvorpå I kan få genoplivet den fysiske kontakt. Det kræver dog, at I er villige til at dedikere både tid og opmærksomhed, lyder det fra Rikke Thuesen.

"Man skal bare være opmærksom på, at det kræver en indsats, ændringer af vaner, opmærksomhed på hvad der foregår inde i en selv og tid, for at det skal lykkes," siger hun til tv2.dk og fortsætter:

"Og har man haft et dødt sexliv i fx en årerække, er det enormt vigtigt, at man er realistisk og dedikeret, for ellers kan et mislykket sex-genoplivningsforsøg resultere i, at parforholdet bliver aflivet i processen, og man helt giver op."

Men er I dedikerede og parate til at genoplive jeres sexliv, så foreslår Rikke Thuesen nedenstående 5 tiltag til at sætte skub i processen.

5 tips til at genoplive sexlivet:

1. Italesæt det
Det er vigtigt at få sat ord på, at I rent faktisk er holdt op med at have sex, og få snakket om, hvad det betyder for jer, at det mangler. Mange mener, at de har "mistet" lysten eller seksualiteten, men seksualitet er et grundlæggende element i alle mennesker, som ikke bare forsvinder. Derimod kan man kan miste kontakten til den - og på den måde mangle lyst og motivation til at træde ind i det seksuelle rum.

2. Find årsagen
For nogen handler det manglende sexliv om, at tiden forsvinder, at børn og arbejde tager for meget plads, at man har for meget andet på to do listen. For andre handler det om ikke at føle sig elsket og værdsat, og så er det svært at finde lyst. Og nogen føler sig faktisk ikke sexede eller attråværdige, og det at man ikke holder af sin egen krop, han hæmme lysten til sex med partneren.

3. Sæt realistiske mål
I skal ikke regne med at gå fra ingen sex til hot stuff på en uge. Når I skal genoplive sexlivet, er det vigtigt, at I ved, det bliver en proces, som kan komme til at tage tid - så undgår i skuffelser undervejs.

4. Husk det udenom
De fleste med et godt sexliv husker også at bruge tid sammen udenfor sengen - de gør ting, som giver dem glæde både sammen og hver for sig. De tager ansvar for, at der er gode oplevelser. De roser, giver komplimenter, kysser og krammer - udenfor sengen. Har I en god tone og en god kontakt, er det meget nemmere at være i det seksuelle rum.

5. Søg inspiration
Gå til nogle foredrag, der handler om sex og kærlighed. Tag på tantrakursus, gå på sexmesse. Og hvis I tør, så snak med nogle venner om det, I oplever. I vil som regel erfare, at der er rigtig mange, som har udfordringer i sexlivet, og det er en stor lettelse at kunne tale åbent om det. Så føler man sig meget mere "normal", og problemerne er ikke længere så store - og vejen til fællesdynen er kortere.