Tropenat i vente: Sådan sover du godt i varmen

16x9
Søvnekspert Mikael Rasmussen giver fem gode råd til, hvordan man sover bedre i varmen. Foto: Polfoto

Varmen kan let forstyrre din søvn.

Du skubber dynen af, roder rundt på lagnet og kan umuligt falde i søvn.

Danmark fik natten til onsdag årets første tropenat, flere steder i landet nåede temperaturen i nattens løb ikke under 20 grader, og det varme vejr ser ud til at fortsætte de kommende dage.

De varme temperaturer kan i høj grad forstyrre søvnen, fortæller Mikael Rasmussen, der er søvnkonsulent i Center for Stress og Trivsel. 

Læs søvnekspertens gode råd længere nede i artiklen.

Kroppens gennemsnitstemperatur er i løbet af dagen cirka 37 grader, men når vi falder i søvn, falder kropstemperaturen til cirka 36 grader.

Den lavere temperatur er en forudsætning for en god søvn. Derfor kan det være svært at falde i søvn, når det er varmt, fordi kroppen forsøger at kompensere for, at den ikke kan finde den rette temperatur.

- Kroppen skal bruge mere energi på at danne sved og varmeregulere, og det er i sig selv med til at forstyrre søvnen, siger Mikael Rasmussen.

Og det kan mærkes dagen derpå, fortæller han.

- Emotionelt vil vi have det lidt svært dagen efter en nat med dårlig søvn. Vi kan blive mere irritable og går rundt i en osteklokke, siger han.

Føler du dig fuld?
Står den manglende søvn på i flere dage, kan det påvirke vores kognitive evner såsom indlæring, koncentration og hukommelse.

- Efter flere nætter med dårlig søvn kan det faktisk sammenlignes med, at man har en alkoholpromille på 0,8-0,9 procent.  Så man skal være opmærksom på det og ikke stille for store krav til sig selv, siger Mikael Rasmussen og tilføjer, at mange trafikulykker er forbundet med søvnproblemer.

Fem gode råd
For at undgå at nå helt derud hvor søvnmanglen påvirker én så meget, at man ikke kan koncentrere sig om normale dagligdagsting, kommer Mikael Rasmussen her med følgende råd.

  1. Soveværelset skal være en hule
    - Den vigtigste del er, at man nedkøler sit soveværelse. Sørg for masser af udluftning og lad gardinet være nede hele dagen. Soveværelset skal være som en mørk, kold og rolig hule.
     
  2. Vigtigt med en god topmadras
    - Det er godt at have en god topmadras, der absorberer sveden. Man kan svede mellem en halv til halvanden liter sved ud om natten, især på de rigtig varme nætter som vi har for tiden.
     
  3. Gå senere i seng
    - Man skal skelne imellem længde og kvalitet. Går man én til to timer senere i seng, så har man større søvnpres, og så bliver det nemmere at sove igennem. Så får man ikke en fragmenteret søvn, og det er bedre at sove uafbrudt end at sove lidt længere.
     
  4. Tag et kølende bad
    - Det er en forudsætning for søvnen, at kropstemperaturen falder, da vi dermed nedsætter energiforbruget. Så lige inden man går i seng, kan man tage et lunkent eller afkølet bad, det er søvnfremmende. Og så skal man ligge så frit som muligt uden for meget dyne eller nattøj.
     
  5. Drik noget koldt
    Ligesom det afkølende bad er søvnfremmende, kan det også virke, hvis man drikker noget koldt inden sengetid, fortæller Mikael Rasmussen.
    - Drik koldt vand eller mælk, men dog ikke for meget, så man skal tisse i løbet af natten, lyder rådet.