Lars og Palle sendte flaskepost i 1980: Nu er den fundet i Afrika

16x9
Denne danske flaskepost er dukket op efter 36 år i havet. Foto: Danish Family Search / Danish Family Search

For 36 år siden smed to drenge en håndfuld flaskeposter i vandet ud for Sydafrikas kyst. Nu er en af dem dukket op igen.

I 1980 sejlede de to brødre Lars og Palle sammen med deres forældre fra Texas til Den Persiske Golf om bord på supertankeren Kristine Mærsk.

Undervejs rundede skibet Sydafrika og her smed de to drenge flere flaskeposter i vandet. I dem lagde de en lille seddel med datoen 26.02.1980 samt teksten:

- Vi er 2 drenge, Lars og Palle, 12 og 7 år gamle, ombord på en supertanker på vej fra Texas til den Persiske Golf. Send venligst en note om, hvor du har fundet denne besked.

Årene gik og drengene blev mænd og glemte alt om de gamle flaskeposter. Men nu er hjemmesiden Danish Family Search blev kontaktet af en mand, der har fundet en af flaskerne på en strand i det sydlige Mozambique

Det skriver Dan Nicolaysen fra Danish Family Search til TV 2, hvor han også skriver, at hjemmesidens brugere nu vil forsøge at finde frem til de to drenge. 

En anden flaskepost fundet i 1995
I mellemtiden er der dog dukket en opdatering op på Facebook fra en mand ved navn Palle Hørdum Gudmann, der dermed løfter sløret for, at han er en af de to drenge.

I sin opdatering skriver Palle Hørdum Gudmann, at han og hans storebror kastede flaskeposterne i havet i 1980 ud for Sydafrikas kyst. Han skriver, at han allerede i 1995 blev kontaktet af en ung mand ved navn Fabriao fra Brasilien, som skrev, at han havde fundet en af drengenes flaskepost på en ø tæt på Rio de Janeiro.

Samtidig beskriver han den nye kontakt, der er en 36-årig mand ved navn Tim fra Afrika

- Synes det var en historie værd at fortælle og dele, slutter Palle Hørdum Gudmann i sit opslag.

TV 2 forsøger at få kontakt til Palle Hørdum Gudmann.

I det Herrens år 1980 (mange af jer var end ikke født endnu) var jeg 8 år gammel. Jeg var med min bror, mor og far...

Posted by Palle Hørdum Gudmann on Tuesday, January 5, 2016