Hvornår kan det betale sig at være økologisk?

Tirsdag aften viser TV 2-programmet Praxis, hvor klam en bøf du kan lave inden for lovens rammer, hvis du vil fylde den med blandt andet kødklister og marv.
Resulatet af Praxis-værten Cecilie Becks forsøg på at lave den mest slammede bøf uden at overtræde loven, kan meget vel få dig til at overveje den økologiske udgave næste gang, du skal købe kød.
Men hvornår kan det overhovedet betale sig at købe økologiske fødevarer - og hvornår er det lige meget? Det giver ernæringsekspert Christian Bitz dig svaret på her.
Danskerne elsker økologi
Danskerne er det folkefærd i verden, der bruger flest penge på økologisk mad. Og det er på trods af, at det ikke er dokumenteret, at økologiske produkter over længere tid er sundere for os.
Så hvorfor er vi egentlig så vilde med økologi? Forskning har vist at, folk typisk køber økologiske varer for at undgå tilsætningsstoffer og pesticider.
Dyrevelfærd og miljøhensyn spiller også en rolle, og madens kvalitet og smag rangerer højt. Men mange køber også økologisk for at være sundere.
Mere af det gode - men virker det?
Økologiske fødevarer, herunder kål, salat, kartofler, tomater og mælk,har et højere indhold af vitaminer, antioxidanter og flerumættede fedtsyrer sammenlignet med de konventionelt dyrkede.
Samtidig har de økologiske fødevarer et lavere indhold af tungmetaller, svampegifte og rester af sprøjtegift. Så det synes oplagt at konkludere, at økologiske produkter er sundere.
Men vi ved altså stadig ikke, om økologi på længere sigt kan forbedre vores sundhedstilstand. Det vil kræve kæmpe forsøg på mere end 20 år, hvor to grupper mennesker spiser præcist det samme.