Mad

Slip for oppustet mave inden festen

Mange lider af oppustet mave, hvilket jeg også har fået flere spørgsmål om i brevkassen. Og det er jo ret irriterende hvis man nu har brugt 4 uger på at få en flad mave med Birgitte Nymanns glimrende flad-mave program....

Der kan være mange årsager til oppustet mave, og hvis problemet er regelmæssigt, så vil jeg anbefale, at du tager en snak med egen læge omkring problemet.

Men hvad gør du, hvis du står og skal til en sommerens fester og ønsker at ligne en der har slugt en ballon? Bitz giver her en guide til en flad mave på rekordtid:

1. Start dagen med et syrnet mejeriprodukt - naturel, så det ikke er fyldt med sukker. Syrnede mejeriprodukter indeholder bakterier, der giver en god tarmflora, hvilket modvirker luft i maven.

2. Grove kornprodukter med højt fiberindhold giver maven noget at arbejde med og en på lidt længere sigt en god fordøjelse. Men det tager tid. Og hvis du ikke er vant til at spise groft, så skal du endelig ikke starte i dagene op til festen. Fibrene fra maden omdannes nemlig til gasser i tarmen, hvilket både kan give luft i maven og anledning til prutter.

3. Spis langsomt, nyd maden og tyg den godt. Det giver en bedre fordøjelse. Og gør samtidig at du ikke sluger en masse luft. Af samme årsag bør du ikke tygge tyggegummi.

4. Drik vand. Godt med vand i løbet af dagen, og særligt til maden, fremmer fordøjelsen, og holder luftproduktionen nede.

5. Spis regelmæssige måltider, der ikke er alt for store - og spis gerne letfordøjelige råvarer som agurk, tomat, salat og fjerkræ.

6. Al bevægelse i oprejst stilling og motion er også fortrinligt til at få sat gang i fordøjelsen og en bedre mavefornemmelse.

7. Drik urtete efter maden. Peppermynte, kanel, fennikel og persille kan være med til at afhjælpe oppustet mave.

8. Undgå kål, løg og bønner og tørret frugt der har en særlig tendens til at producere luft i tarmen

9. Det er vigtigt at spise noget i løbet af dagen, for ellers buler den tomme mave hurtigt ud, når første glas champagne til festen indtages.

10. Prut mere! Hvis du har luft, der skal ud, så skal det ud! Det afhjælper nemlig også luft i maven.

Gå til egen læge hvis du regelmæssigt har oppustet mave. Det kan være en en specifik overfølsomhed over for visse fødevarer der resulterer i luft i maven. Det kan f.eks. være kaffe, alkohol, mælk , frugt, krydderier eller brød. Og her kan det være en god idé at føre dagbog over hvad du spiser og hvordan du (og din mave har det) når du fjerner potentielle fødevarer fra din kost. Det kan godt tage lidt tid. Ta' dagbogen med ned til din læge, så han kan vurdere og teste om du er overfølsom over for specifikke fødevarer.Stil aldrig selv diagnosen!