Mad

Sådan laver du en lækker madpakke

Se hvordan du laver en lækker madpakke til dit barn

Skolestart er lige rundt om hjørnet for rigtig mange børn, og med skolestart følger også madpakkestart.

Vi kender alle den kedelige udgave af sådan én - klemte madder, der mildest talt er alt andet end inspirerende.

Men det kan godt lade sig gøre at lave nogle både lækre og sunde madpakker.

Familievejleder Lola Jensen og ernæringsekspert Christian Bitz giver dig fem gode madpakkeråd, så du kommer godt i gang:

1. Madpakken skal være enkel - og den må gerne være genkendelig, så den nogenlunde består af de samme ting dag efter dag. Du skal ikke bruge madpakken til at introducere barnet for nye smagsindtryk; det kan du i stedet gøre i weekenden.

2. Madpakken skal være overskuelig - der skal ikke være alt for mange ting, som barnet kan vælge i mellem.

3. Madpakken skal være sund - masser af fuldkornsprodukter, frugt og grønt og gerne fiskepålæg (nogenlunde lugtfri)

4. Madpakken må ikke være smattet eller lugte - undgå derfor æg, makrel og ost. Det eneste, du får ud af det, er, at barnet vil undlade at spise den.

5. Madpakken skal være aldersorienteret - indholdet i madpakken skal passe til dit barns alder. Lola deler skolebørnene ind i tre alderskategorier: Fra 0. til 1. klasse, fra 2. til 6. klasse og fra 7. til 9./10. klasse. I den yngste kategori skal madpakken være enkel og overskuelig med små madder. I mellemkategorien må madderne gerne være større, men der må endelig ikke være for mange ting med i madkassen. I den ældste kategori skal maden se smart ud, dvs. du skal droppe sølvpapiret og i stedet pakke den velsmurte sancwich ind i vitawrap.

Se de tre videoer igennem her på siden og kom godt i gang med madpakkerne.

.

.