Mad

Drik de danske druer

I weekenden kåres 'Årets Vinbonde 2010' på Dansk Vinskue. Samtidig uddeles der medaljer til de bedste danske vine. GO's faste vinekspert, vinkyper Malene Smidt Hertz, giver her sine bud på fire gode, danske vine.

Danmark fik i 2000 status som vinproducerende land, men kun de cirka 80 erhvervsavlere må sælge deres vin. Hobbyavlernes vin er kun til hobby. I Danmark dyrkes andre druer, end dem vi normalt kender fra Europa. De trives nemlig ikke så godt på vores køligere breddegrader. De mest udbredte blå sorter hedder Rondo, Leon Millot, Castel og Regen, mens de udbredte grønne druer er Kerner, Siegerrebe, Ortega, Solaris, Orion, Goldriesling og Madeleine Angevine.

Vinkyper Malene Smidt Hertz har fundet fire gode danske vine, der er nominerede til årets vin.

1. DON's Orion 2007 (batch nr. 9), Skærsøgaard Vin

Vinen her er en tør (brut) dansk, mousserende vin lavet af druesorten Orion. Den er gæret på flaske, som man gør det i Champagne, i seks måneder, også kaldet 'methode traditionelle'. Derefter er den lagret på flaske i mindst fire måneder.

Smagsnoter: Flot mousserende vin, meget harmonisk balance, frisk.

Bør nydes afkølet ved 8-10 grader.

Prisen er 395 kroner pr. flaske (70 cl). Vinen sælges gennem vinhandlerkæde Vinspecialisten, Magasin Mad & Vin samt hos Skærsøgaard. www.dansk-vin.dk

Om Skærsøgaard Vin Vingården Skærsøgaard Vin var den første danske autoriserede vingård, og er beliggende i Dons ved Kolding. Vingården er den største i Danmark med omkring 13.000 vinstokke på gårdens 4,3 hektar land. Skærsøgaard Vin har opnået et hav af udmærkelser siden den første gang blev præsenteret kommercielt i 2002. Vingården fremstiller alle typer vin fra hvid, rosé, rød, mousserende og dessertvin.

2. Ortega 2009, Regional Vin fra Sjælland, Domain Aalsgaard

Vinen er en tør hvidvin lavet på Ortega-druen.

Smagsnoter: Helt ren og frisk vin med noter af hyld og en meget flot dybde,

Bør nydes afkølet ved 10-12 grader.

Prisen er 125 kroner pr. flaske (50 cl). www.domainaalsgaard.dk

Om Domain Aalsgaard Vingården er stiftet af biolog Lars Hagerman, og vingården var af Danmarks første officielle vingårde og desuden en af de ældste. Den første vinstok blev plantet i 1975, men først i 1980%u2032erne tog vindyrkningen fart. De nuværende marker er plantet fra 1999-2007. På vingården dyrker Lars Hagerman fem hvidvinssorter på de cirka 0,7 hektar med omkring 2.000 vinstokke. Sorterne er Ortega, Madeleine Angevine, Siegerrebe, Kerner og Solaris.

3. Rød Cuvée 2008, Hjelm Vingård

Vin er lavet på 100 procent Rondo og er lagret på ungarsk eg.

Smagsnoter: Kraftig og mørk vin med såvel frugt- og fadnoter, næsten som en oversøisk vin.

Prisen er 200 kroner pr. flaske (75 cl). www.hjelmvingaard.dk

Om Hjelm Vingård Vinavler Jørgen Teik Hansen er en sand kunstner til at lave vin. I 1981 lejede han et stykke jord i Nordsjælland, og fandt frem til de sorter han stadig dyrker. Siden flyttede Jørgen sydover til Møn, hvor han i år 2000 købte en lille gård på knap 3 tønder land. Dette brug er i dag Hjelm Vingård, som producerer vin fra 1500 stokke. Vingården dyrkes efter økologiske og biodynamiske principper. På vingården produceres både rød- og hvidvine, og begge typer har været præmieret med Sølvmedalje til Dansk Vinskue. Hans røde fadlagrede rødvin har opnået Guld i 2005 årgangen.

4. Nordlund 2008, Fad nr. 6, Region Sjælland

Vinen er en fra Fad nr. 6, et særligt fad fra 2008, hvor Rondo-druen blev blandet med ti procent Castel. Sidstnævnte drue gør vinen mere kompleks og madegnet.

Smagsnoter: Fyldig, krydret duft med mørke noter og en frugt-agtig finish med balanceret integreret fad.

Prisen er 279 kroner pr. flaske (75 cl) for den almindelige Nordlund. Fad nr 6 er reserveret til restauranter og bliver blandt andet serveret på Noma, Mieckle & Hurtigkarl og La Cocotte.

Om Vingården Nordlund Vingården Nordlund er et lille stykke dansk vinhistorie. Det var pioneeren Michael Gundersen, medstifter af Foreningen Danske Vinavlere, som anlagde en hobby- og forsøgsvingård i Avedøre Landsby. I 1999 grundlagde han sammen med Torben Andreasen 'Dansk Vincenter', hvor vinen Nordlund produceres med første kommercielle høst i 2002. Siden 2007 har ønolog Anne Juel Christensen været tilknyttet vingården. Vingården er beplantet med fire blå druesorter: Rondo, Regent, Léon Milllot og Castel. Her laves pt. kun rødvin, der lagrer i cirka ni måneder på franske egetræsfade.