Mad

Sådan spiser du dig til godt humør

Maden, vi spiser, påvirker vores humør - og der er faktisk en del, du selv kan gøre for at spise dig lidt gladere.

Det mørke og kolde efterårsvejr er lige til at blive deprimeret af. Men der er en ganske nem måde at blive i bedre humør. Spis dig glad. Der findes nemlig en lang række madvarer, der indeholder stoffer, som påvirker hjernen og vores humør.

Ifølge ernæringsekspert Christian Bitz er der god grund til at spise hjernestimulerende mad. For selvom din hjerne vejer mindre end 1,5 kilo, sluger den omkring 20 procent af dit daglige kalorieindtag. Så mad, der signalerer hjernens signalstoffer er nødvendig, hvis du vil holde humøret højt.

Christian Bitz guider dig her igennem maden, der gør dit humør lidt bedre.

Kartofler: Kartoflen er naturens egen lykke-knold. Stivelse og kulhydrater i kartoflerne øger udskillelsen af serotonin, der gør dig i bedre humør og mere rolig.

Fuldkorn: Endnu en god grund til at spise meget rugbrød og andet groft brød. Fuldkorn indeholder B-vitamin, der øger dannelsen af dopamin, der er med til at give en generel følelse af velvære. Fuldkornsprodukter er også med til at holde blodsukkeret stabilt.

Skaldyr: Rejer (og fisk) er rige på stoffet selen. Ny forskning har fundet en sammenhæng mellem mangel på selen og dårligt humør.

Kød og bælgfrugter: Har et højt indhold af protein, der nedbrydes til aminosyrer og bruges som byggesten i dannelsen af blandt andet adrenalin og noradrenalin, der gør dig "klar til kamp". Spis gerne bacon til morgenmad - det gør dig glad langt op ad dagen!

Chili: Stoffet capsaicin, der er det, der gør chilien stærk, øger udskillelsen af endorfiner. Endorfinerne er et morfinlignende stof, som virker bedøvende og giver en behagelig fornemmelse i hele kroppen. Præcis som en lang løbetur, succes eller sex kan gøre det.

Chokolade: Hvis du virkelig har brug for et hurtigt humør-boost er især mørk chokolade effektivt. Chokolade indeholder et fedtmolekyle, der ligner det aktive stof, som findes i marihuanan. Jo højere kakaoindholdet er, des bedre er virkningen. Men alt med måde. For meget chokolade sætter sig bare på bagen, og det bliver du måske ikke i så godt humør af!