Mad

Price-brødrene får dig til at spise mere smør

Er du med på noderne, når du tryller ved kogepladerne, så er udtrykket 'rigeligt med smør' et, du har taget til dig.

Efter mange år helt ude i kulden, er smørret - og her taler vi ikke de smørvenlige udgaver, men den gode gamle slags,- på vej tilbage i den danske husholdning. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Userneeds har foretaget for Arla Foods. Det skriver Politiken.dk.

68 procent af danskerne mener ifølge undersøgelsen, at det er blevet mere acceptabelt at bruge smør i madlavningen ved visse lejligheder, og 51 procent mener, at det igen er blevet moderne at bruge smør i køkkenet.

HVAD ER SMØR?

Når undersøgelsen taler om smør er det ikke blandingssmør som Kærgården og Bakkedal, men den gammeldags af slagsen.

Riiiiiigeligt med smør

Og som du sikkert allerede har gættet kan tendensen ikke mindst tilskrives to madglade brødres succes på tv.

Blandt de personer, der ser tv-programmet 'Spise med Price' med brødrene Adam og James Price som værter, har 69 procent spist rigtigt smør indenfor den seneste måned, mens det kun gælder 42 procent af dem, der ikke ser programmet.

Samtidig beskrives smør som en vigtig ingrediens af 73 procent af de danskere, der ser 'Spise med Price'.

Et af de gennemgående udtryk i det populære madprogram er netop 'rigeligt med smør', der er lånt fra det allerførste tv-køkken, som blev sendt på DR tilbage i 1960'erne.