Mad

Du KAN lave god OG billig mad

Det er muligt at lave både god OG billig mad, mener madlavningslærer. Få her hendes bedste tips.

Undersøgelser af danskernes forbrug og indkøbsvaner har gentagne gange vist, at vi ikke vil betale ekstra for bedre kvalitet - madvarerne i supermarkedet skal tit bare være så billig som muligt.

Men ifølge Anne Marie Fogh Larsen, der er lærer på Madakademiet (det tidligere Suhrs Husholdningsskole, red.), hvor hun blandt andet underviser i madlavning og hvordan, man styrer en husholdningsøkonomi i faget "pengesans og forbrug", kan det sagtens lade sig gøre at lave god mad til billige penge.

"God mad koster. Men hvis man tænker sig om, kan man nemt lave både sund, god og billig mad," siger Anne Marie Fogh Larsen.

Lav et basislager

Hav altid et basislager, så du nemt og hurtigt kan lave mad, når tiden er knap

Tag udgangspunkt i det mad, du kan lide.

Dette kan du med fordel altid have på hylderne:

Dåser med gode tomater, kikærter på dåse

Gryn, ris, pasta

Krydderier

Olier og eddikker

Fiskekonserves

Pesto, sennep, chutney

Frosne grøntsager

Løg, kartofler

Yogurt i køleskabet - eksempelvis til tzatziki, hvis man er til det

En lasagne eller lignende i fryseren

Mad skal bare stille sulten

Hun mener, at mange danskere ikke har noget forhold til den mad, de spiser - der skal bare noget føde i maven. Og hvis man har det sådan, kan det være lige meget, om kyllingekødet kommer fra en kylling i bur eller fra en kylling, der har gået rundt i den friske luft og pirket i jorden.

"Vi er ikke kritiske, og vi slår os til tåls med dårlig kvalitet, fordi vi ikke ved, hvordan god mad smager. Vi tænker ofte, at de to kyllinger kan være lige gode, og hvis der ikke er forskel på smagen, hvorfor så vælge den dyre. Men vær realistisk. Hvis noget er så billigt, hvordan tror du så, at dyrene har haft det? Det lukker vi øjnene for," siger Anne Marie Fogh Larsen.

Hun mener dog ikke, at vi skal ud og nedlægge vores mad selv. Men vi skal lave nogle bevidste valg og have holdninger. At nogle mennesker så måske er ligeglade med, om de faktisk spiser en god og en mindre god kylling, der til gengæld er billig, forstår husholdningslæreren ikke.

"Hvis man ikke har en holdning til dyrevelfærd og madkvalitet, har du så heller ikke holdninger til andre ting?" spørger hun.

Sæsonens frugt og grønt

Se, hvad der ligger mest af på hylderne i grøntafdelingen i supermarkedet. Det er ofte de råvarer, der er i sæson. I øjeblikket er det de grove rødder som porre, pastinak, rødbeder, kål, selleri og gulerødder.

Lad sæsonen guide dig i stedet for at gå efter frugt og grønt, der bliver fragtet hjem fra eksotiske egne af verden. Så kan du også glæde dig til årets første, fine samsøkartofler, de søde, danske jordbær eller efterårets simremad.

Her får du husholdningslærer Anne Marie Fogh Larsens bedste tips til god bad på et stramt budget.

1. Tænk frem i tiden

Planlæg og lav en madplan til den næste uge. Find ud af, hvor mange gange I skal spise aftensmad hjemme. Hvem spiser med og hvad skal I have? Hvordan ser vores uge ud+ Hvem gør hvad? Hvilke madvarer er i sæson? Det behøver altså ikke være kedeligt. Tal eksempelvis om det i familien ved middagsbordet. Du behøver altså ikke lave mad hver eneste aften. En talemåde siger, at en klog kone laver mad til flere dage. Resterne af suppen fra en aftenen før, kan eksempelvis blive til en god, lille forret dagen efter. Eller lav en ekstra lasagne og frys den ned, så der altid er et 'nødlager' i fryseren.

2. Vend indkøbslisten på hovedet

I stedet for at fokusere på kødet på indkøbslisten og planlægge ugemenuerne ud fra kødet, kan du tage udgangspunkt i det grønne og grove. Tving dig til at tænke lidt kreativt, og byg madplanen op om grøntsagerne. Hvis grøntsagerne tager hovedrollen, kan du eksempelvis lave en god grøntsagslasagne. Man behøver altså heller ikke at spise hakket kød hver dag.

3. Spis sæsonen

Hvis du vænner dig til at spise de grøntsager, der er i sæson nu, får du både variation, og de sundeste og billigste råvarer. Årstidernes grøntsager er ikke så dyre som kødet. Lav nogle gode 'grøntsagsdage', hvor du sparer på kødet, og lav så nogle dage, hvor du bruger pengene på en god kylling eller en ordentlig bøf, så du virkelig får noget godt kvalitetskød. Vær villig til at betale lidt ekstra for den gode kvalitet en gang imellem.

4. Køb det, du har brug for, og brug det du har købt

Undgå impulsivitet og indkøb af madvarer, du kun kan bruge en enkelt gang. Lav for eksempel temauger, hvor du laver italiensk, asiatisk eller noget helt tredje. Hvis du kun spiser asiatisk en gang imellem, er der risiko for, at du kommer til at smide for meget mad ud, hvis du hver gang er nødt til at købe nye ingredienser. Hvis du køber citrongræs kan du lave flere retter i løbet af ugen med citrongræs, så du ikke spilder resterne af stænglerne efter første omgang asiatisk madlavning.

Men lad dig ikke tyrannisere af opskrifterne. Overvej, om du ikke har noget i køkkenskabet, du kan bruge i stedet for det helt særlige krydderi, som opskriften foreskriver og som du ved, du aldrig vil få brugt igen. Citrongræs kan eksempelvis erstattes af skallen af en usprøjtet citron. Selvom du måske synes, det er kedeligt at følge en uge-madplan, er det en måde til at styre budgettet på. Styr dine impulser, og skriv det ned på madplanen til næste uge, hvis du pludselig får lyst til noget.

5. Lær at lave mad

Tit er det ikke sjovt at gå i køkkenet, fordi vi ikke kan finde ud af det.Hvis du ved, hvordan du laver forskellig slags mad og kan forskellige teknikker, kan du udnytte din mad bedre. Har du eksempelvis købt et hvidkålshoved, fordi du ville lave en portion coleslaw, kan det være lidt af en udfordring at få brugt det sidste trekvarte hvidkålshoved. Men det kan både bruges til stuvet hvidkål, dolmere, hvidkålssalat, i en asiatisk nudelsuppe og meget mere - hvis du ved, hvordan man behandler. Ligeledes kan rodfrugterne fra både bages hele eller i mindre stykker, steges i olie, dampes eller kommes i supper, bagværk eller råkost.

Hvis du ved, hvordan man laver mad, kan du også springe de forarbejdede madvarer over. Så kan du selv koge kikærterne til hummus i stedet for at købe dem på dåse, eller koge suppe på skroget fra den hele kylling. Kog suppe på kyllingen med det samme og frys den ned og gem den til travle tider.