Mad

Go' kur: Spiser du for store portioner?

Er du stadig sulten efter første portion mad? Eller efter anden portion? Sidder du og nipper til gryderne lang tid efter, at du egentlig har lagt bestikket fra dig og sagt tak for mad? Det kan være forklaringen på, at du ikke taber dig.

Hvis du oplever, at dit vægttab er gået i stå her i tredje uge af Go' kur, kan det være fordi, at du spiser lidt for meget. For selv om maden i Go' kur er sund, vil du ikke tabe dig, hvis du spiser for meget.

Go' kuren går ikke ud på at tælle kalorier, da det kræver, at du vejer din mad, og det er ikke holdbart i det lange løb. Det kan du ikke blive med resten af dit liv for at holde den slanke linje. Og med Go' kurens fem principper er det heller ikke nødvendigt, da de er med til at kontrollere dit indtag af kalorier.

Pas på den ekstra delle

Men derfor skal du stadig tænke over, hvor meget du spiser og hvor meget, du øser op på tallerkenen. Du skal lære at spise, til du ikke er sulten mere og ikke til du er propmæt eller tallerkenen er tom. Der skal nemlig ikke meget til at spolere et vægttab.

Husk..

... at du ikke taber så mange kilo på badevægten, hvis du er begyndt at motionere mere - så omdannes noget af fedtet nemlig til muskler, der vejer mere. Det er derfor ikke forkert, hvis din badevægt endda viser en mindre vægtstigning.

Hvis du er mere aktiv, vil du formenligt også drikke mere væske, hvilket også kan ses på badevægten.

DERFOR OPFORDRER JEG DIG TIL AT KIGGE DIG SELV I SPEJLET OG GLÆDE DIG OVER DIN ÆNDRET KROPSSAMMENSÆTNING - DET ER NEMLIG NOGET DER BATTER PÅ SUNDHEDS- OG SELVTILLIDSKONTOEN.

Christian Bitz

Halvanden frikadelle eller et par ekstra skefulde boller i karry om dagen, lægger fem kilo til din vægt på bare et år.

Ifølge ernæringsekspert Christian Bitz, der er ophavsmand til Go' kur, kan du med ganske simple ændringer få styr på dine spisevaner og portionsstørrelser:

Spis hele dagen

For at undgå at du kommer til at spise for meget til aften, skal du spise mange små mellemmåltider, der mætter i løbet af dagen. Så er du ikke ved at dø af sult, når du sætter dig til middagsbordet.

Hvis der går for lang tid mellem måltiderne, slår kroppens overlevelsesmekanisme til, og du vil få en trang til at spise hvad som helst - og jo mere kalorietungt, jo bedre. Et mættende mellemmåltid om eftermiddagen holder både blodsukkeret og appetitreguleringen stabil til om aftenen.

Anret din tallerken i køkkenet

Hvis du lader de fristende gryder og skåle med mad blive i køkkenet, fristes du ikke så nemt til at tage portion nummer to, når du sidder ved spisebordet. Men hvis du bare vil have mere, bliver du nødt til at rejse dig op. Og hvem orker det?

Spis af mindre tallerkener

Man kommer nemt til at fylde hele tallerkenen op. Så hvis du spiser af en stor tallerken, er der stor risiko for, at du får hældt for meget mad op. Skift derfor til en mindre tallerken. For mindre tallerkener, der er fyldt op, har en god psykologisk effekt. Det virker simpelthen som en stor portion, selvom det ikke er det.

Forlæng måltidet

Spis langsomt eller indlæg en lille pause undervejs. Det kan du gøre ved at dele måltidet op i flere små retter. Hvis du for eksempel spiser en skål salat til forret og herefter går i køkkenet og anretter hovedrette, kan kroppen bedre regulere din appetit og dermed minimere lysten til en ekstra portion.

Det tager nemlig 20 - 25 minutter fra du tager den første bid mad, til mæthedssignalerne når frem til hjernen. På den tid kan du nemt have spist flere portioner mad, ryddet af, sat i opvaskemaskinen og sat dig hen i sofaen, hvor mætheden så overrumpler dig. Din krop er ikke indrettet til at spise hurtigt.

Spis da lige brød til

Hvis du har gjort dit "forarbejde" og spist mættende mellemmåltider i løbet af eftermiddagen, behøver du sjældent mere end én portion. Men du kan eventuelt supplere din første portion mad med en ekstra skål salat eller lidt groft brød. Det mætter også, så du ikke føler, du behøver en "rigtig" portion mad til. Hvis du efter første portion (med brød og salat) stadig har lyst til mere, bør du stoppe op, mærke efter og spørge dig selv: "Har jeg virkelig brug for mere?" Hvis ja, anret da en mindre portion.

Du må gerne levne

Der er stor forskel på at være (prop)mæt og ikke at være sulten. Lyt til din krops signaler og glem barndommens dogme om, at man skal spise helt op. Det behøver du ikke, hvis kroppen siger, at den er ikke er mere sulten.