Mad

Sådan undgår du at købe gammelt kød

Tirsdag skriver 24Timer, at Føtex fejlagtigt har solgt optøet kød markeret med klistermærket 'Frisk fra egen slagter'.

Dansk Supermarked, som ejer Føtex, har lovet at rette op på fejlen, men alligevel bliver man som forbruger mere og mere skeptisk overfor kødet i køledisken ovenpå de seneste års kødskandaler.

Men hvad kan man gøre for at undgå at få gammelt kød med hjem til hakkebøffen? Det har Michael René, Lektor ved professionshøjskolen Metropol, et bud på. Han peger på en række indikatorer for, hvornår man bør undlade at smide kødpakken ned i indkøbskurven.

"Skal man købe hakket oksekød, skal man som udgangspunkt vælge det kød, som er mest rødt. Rødt kød er et tegn på, at kødet er i en frisk tilstand og ikke er lagret eller opbevaret forkert. Hvis kødet derimod er brunt, så er det blevet oxideret, og det kan give en syrlig og harsk smag. Er kødet brunt har det typisk en kortere holdbarhedsdato ellers er det blevett ompakket," siger Michael René til tv2.dk.

Hold øje med slimlag

Nu er det jo ikke en større videnskab at se forskel på rødt og brunt kød. Det kan de fleste godt gøre, men det kan til gengæld være lidt sværere at få øje på, hvis kødet ser vådt ud.

"Hvis kødet er uhensigstmæssigt vådt, altså ikke bare fugtigt, fordi kødet lige er blevet skåret over, men decideret ser slimet ud på en ubehagelig måde, så betyder det, at kødet ikke blot er oxideret, men også ramt af bakterier, der er gået i gang med at nedbryde kødets proteinstoffer og dermed danner slimlaget, fordi bakterierne udskiller væske," påpeger Michael René.

"Man er ikke i tvivl, når man ser slimet. Det er ikke noget, der forekommer særlig tit, men når man står og kigger nærmere på kødet, er det klart noget, man skal se efter for en sikkkerheds skyld," slår han fast.

Køber man andre former for hakket kød, f.eks. svinekød, så har man ikke farven at pejle efter. Her skal man udelukkende kigge på kødets fugtighed - og så naturligvis datomærkningen.

Det skal du kigge efter

Her er en 'huskeseddel', så du kan foretage et grundigt tjek, næste gang du skal købe hakket kød:

* Se på farven, når du køber hakket oksekød. Er kødet brunt er det ikke friskt. Gå efter det mest røde.

* Hvis kødet det glinser, så er det også en indikator på at der bakterier på spil. Bakterieprocessen starter først med at kødet er uhensigtmæssig vådt, siden begynder det at glinse, inden det ender med et regulært slimlag.

* Læg mærke til om emballagen er brudt eller oppustet. Begge kan være tegn på, at kødet er kontamineret.

* Hvis der er meget væske i pakken, så er der sket det, som man teknisk kalder for 'dryptab' - kødets evne til at binde væsken. For meget vand i bunden af bakken er et klart tegn på, at du skal lade kødet ligge, eller sågar give det til en medarbejder i kødafdelingen, for så skal det ikke sælges.

* Sidst, men ikke mindst - tjek holdbarhedsdatoen.