Hotdog'en er den sundeste fastfood

De fleste af os ved godt, hvad vi skal spise for at være sunde og holde den slanke linje. Men indrømmet - grøntsager, klid, skyr og fuldkorn kan altså godt blive lidt kedeligt i længden.
Og så er det, vi får lyst til den fastfood, som vi danskere bare er så vilde med. Det er nemt, det går hurtigt, og så smager det jo for det meste også godt.
Ulempen ved fastfood er, som det er de fleste bekendt, at det er fed og usund mad, der ikke gør noget godt for din krop.
Gå efter en hotdog
Men hvis vi nu alligevel vælger at kaste os over den usunde, hurtige mad, hvilken variant inden for genren er det så mest forsvarligt at vælge - ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt? Ernæringsekspert Christian Bitz er ikke i tvivl:
"Et hotdog tilfredsstiller alle fem smagsretninger. Den er rent gastronomisk skruet rigtig godt sammen, og den indeholder ikke så mange kalorier. Hvis man kan nøjes med én hotdog - og så f.eks. to æbler, så er det faktisk slet ikke så ringe et valg. Den vinder fastfood-konkurrencen," siger han.
Bliv lidt klogere på fastfood og indholdet af kalorier i den hurtige mad i videoen øverst på siden. Find desuden et overskueligt fastfoodskema ved at følge linket øverst i boksen.