Madanmeldere: Dansk mad er i verdensklasse

I dag uddeles de eftertragtede Michelin-stjerner - og ingen tvivl om, at dansk mad har bevæget sig helt op blandt sværvægterne inden for den gastronomiske verdenselite.

Madanmelder Svend Rasmussen fra Berlingske og chefredaktør Jesper Uhrup Jensen fra magasinet Gastro giver deres bud på, hvordan man kan mærke, at de danske stjernekokke fortjener stjernerne:

"Når du rejser ud i verden og spiser på de bedste restauranter, så kan du mærke, at du ikke spiser bedre ude, end du gør hjemme," siger Jesper Uhrup Jensen.

"Og så kan du mærke det på en anden ting - for bare fem år siden tog de danske topkokke til Frankrig og Spanien for at spise hos deres store forbilleder. I dag er det omvendt: Nu kommer alverdens stjernekokke til Noma for at spise. De kommer direkte fra flyet i Kastrup med taxa til Noma, så spiser de, tager måske en overnatning og kører så tilbage til lufthavnen og flyver videre," fortæller Svend Rasmussen.

Michelin-værdige spisesteder i provinsen

Michelin-stjernerne blinker kun over hovedstadsområdet, men det betyder ikke, at der ikke findes spisesteder i verdensklasse i resten af landet.

Svend Rasmussen og Jesper Uhrup Jensen fremhæver hver tre restauranter i provinsen, der er på Michelin-stjerne-niveau.

Svend Rasmussens anbefalinger:

1. Henne Kirkeby kro (Norvest for Varde)

2. Falsled Kro (Nordvest for Faaborg på Fyn)

3. Dragsholm Slot (Nordvestsjælland)

Jesper Uhrup Jensens anbefalinger:

1. Henne Kirkeby Kro (Norvest for Varde)

2. Frederikshøj (i det sydlige Århus ved vandet)

3. Kadeau (Bornholm)

Du kan se de to madanmeldere gennemgå restauranter og stjerner i videoen øverst på siden.