Mad

Spis popcorn med god samvittighed

Ny undersøgelse viser, at popcorn indeholder flere sunde antioxidanter, end frugt og grøntsager

Nu kan du nyde dine popcorn med god samvittighed. Ikke nok med, at popcorn er en god kilde til fibre - nu slår en ny amerikansk undersøgelse fast, at popcorn også indeholder en høj koncentration af sunde antioxidanter kaldet "polyfenoler". Polyfenoler findes i en lang række vegetabilske fødevarer, men det er ikke tidligere undersøgt, hvordan det forholder sig med popcorn.

Faktisk viser undersøgelsen, at popcorn indeholder flere polyfenoler, end visse frugter og grøntsager. Det skyldes blandt andet, at polyfenoler i popcorn ikke er så fortyndede med vand, som de er i frugt. Det skriver webmd.com.

"Popcorn er den perfekte snack. Det er den eneste snack, som er 100 % uforarbejdet fuldkorn. En portion popcorn vil dække mere end 70 % af vores daglige behov for fuldkorn," siger Joe Vinson, som er kemiprofessor ved Scranton University og var med til at lave undersøgelsen.

Tilberedning er afgørende

Selvom popcornene er sunde, er det ikke ligegyldigt, hvordan de tilberedes. Hvis du popper dem i en gryde fyldt med olie, eller putter masser af smør og salt på, kan de, i stedet for et sundt tilskud, blive et ernæringsmæssigt mareridt fyldt med fedt og kalorier.

"Luftpoppede popcorn indeholder selvfølgelig det laveste antal kalorier. Mikrobølgepopcorn indeholder dobbelt så mange kalorier, som de luftpoppede. Hvis du selv popper dem med olie, indeholder de dobbelt så mange kalorier, som de luftpoppede. Omkring 43 % af mikrobølgepopcornene er fedt, sammenlignet med 28 % af de popcorn, som du selv popper i olie," siger Vinson.

Glem ikke frugten

Ifølge Vinson er det dog en rigtig dårlig idé at erstatte frisk frugt og grøntsager med popcorn. Det er endnu ikke fastslået, hvor mange af popcornenes antioxidanter, der bliver optaget i kroppen. Desuden indeholder frisk frugt og grøntsager vitaminer og andre næringsstoffer, som er vigtige, og som du ikke finder i popcornene.