Mad

"Guf": Spis efteråret til vinter

Vinteren kan bare komme an - for huskokken "Guf" viser mad, man kan varme sig på. Så skynd dig at samle efterårets lækre svampe og sensommerens bær og blommer, for så kan vintertiden blive spicet op med lækker krydret marmelade og chutney.

Det er koldt og vådt uden for - efteråret nærmer sig med voldsom hast. Det grønne visner, og derfor er det en god idé at henkoge og sylte al den frugt og grønt, som er lækkert lige nu. Go' morgen Danmarks huskok Martin "Guf" Becker viser tre forskellige måder, som man kan få maden til at holde længere på - og han krydrer maden med chili og varme krydderier.

"Når man sidder der under plaiden, så er det jo godt at få lidt chili", siger han.

Idiotsikker marmelade

Det første "Guf" viser, er en krydret marmelade, som er rigtig god på ostemaden. Marmeladen kan laves af al slags frugt og grønt - i dag bruger han blommer, og så skal der chili, kanel og muskatnød i. Og hvis man ikke har prøvet at sylte før, så er dette en perfekt begynderopskrift.

"Alt kan bruges - det er en lidt idiotsikker opskrift", fortæller "Guf".

Det vigtigste ved syltning, og andet der skal holde sig længe på glas, er, at gøre glasset klar. Sylteglasset skal først koges af. Derefter bruger "Guf" atamon, som han ryster i glasset, så bakterierne dør. Hvis man ikke bryder sig om atamon, så kan man bruge en centiliter snaps i stedet.

"Guf" laver også chutney, der ligesom marmeladen også er god til ost. Derudover er den lækker som tilbehør til kødpålæg.

Chutneyen er ligesom marmeladen let at gå til. Svampe af eget valg skal steges godt af, derefter tilføjes sennepskorn, peber, grøn chili og steg det af. Put honning på og slut af med æbleeddike og friske æbler. Det hele kommes derefter på glas, som skal behandles ligesom ved marmeladen.

And koges i eget fedt

Martin "Guf" Becker laver også en kødret - den franske klassiker confiteret andelår. Dog med et asiatisk tvist, da de er krydret med asiatisk five spice krydderi.

Hos slagteren køber man andelår og andefedt. Lårene lader man trække i salt natten over, og dagen efter kan man så koge anden i sit eget fedt. Anden krydres med five spice og honning.

Efter man har kogt lårene i to timers tid, så kommer man dem i sylteglasset. Fedtet koges derefter op, og hældes i glasset over andelårene, mens det er kogende varmt. Til sidst lukkes glasset til. Fedtet har ifølge "Guf" en konserverende virkning og holder væden inde i andelårene.

"Det, der er så smart ved fedt, er, at fedt ikke kan bære vand. Vand bærer bakterier, ergo er der ingen bakterier i glasset, så de kan holde helt til næste sommer", siger han.

"Guf" foreslår at den fede and plukkes og bruges i friske thaiforårsruller. Ellers kan man stege dem langsomt op på panden, for så bliver skindet supersprødt, fortæller han.

Se Martin "Guf" Becker lave maden på videoerne her på siden. Opskrifterne finder du i linkboksen.

.

.