Mad

Test: Billig karrysild dumper med et brag

Et af de faste indslag på danskernes julefrokostbord er den klassiske karrysild.

TV2.dk har derfor testet seks forskellige glas karrysild for at finde frem til det bedste køb ud fra duft, smag, konsistens og pris.

De tre smagseksperter, Preben Vestergaard Hansen, Michael René og Tanya Junge Meibom fra Professionshøjskolen Metropol, har blindsmagt produkterne, og de er enige om, at de danske forbrugere generelt set køber karrysild, som man kan være bekendt at spise.

"Det er de færreste, der ikke kan lide en god karrysild, og kvaliteten er heldigvis fin i de fleste tilfælde," lyder dommen fra Preben Vestergaard Hansen.

"Det kommer naturligvis meget an på smag og behag, for der kan være forskel på, om man er til en mild eller en lidt kraftigere karrysmag. Men en vigtig ting er, at sildebidderne er gode og faste uden at være melede," påpeger Michael René.

Sådan har vi gjort

Smagseksperterne har blindsmagt seks indkøbte karrysild fra supermarkedet, der spænder fra discountudgaven til den dyrere luksussild.

Karrysildene er blevet spist uden brød og tilbehør.

Billig sild dumper

Kvalitet kan man dog ikke kalde 'Havets' karrysild fra Aldi, som dumper testen med et brag. Smagspanelet viser ingen nåde efter at have smagt på silden.

"Det her stykke, vil jeg ikke engang putte i munden," siger Preben Vestergaard Hansen og vifter med et lille stykke slatten sild, som knap nok ligner en sildebid.

Så nemt får du karrysilden til at smage hjemmelavet:

Kokken Claus Holm foreslår, at du tilsætter: 1 æble, 1 rød snackpeber, 3 drueagurker og 1 chili og smager til med salt og peber.

Så er købesilden så godt som hjemmelavet

"Der er kun få ordentlige bidder, resten er tynde endestykker, og så er karrydressingen også alt for syrlig og tynd," lyder kritikken.

Se herunder hvilke karrysild der klarer sig godt i testen, og hvilken der ender som henholdsvis 'testvinder' og 'bedst til prisen'.

Launis Jubel Sild

  • Indhold: 550 g./230 g. sild
  • Pris: 17,95 kr. (købt i Netto)
  • Kilopris: 32, 60 kr.
  • En af testens to billigste karrysild.

Det mener eksperterne:

  • Duft og udseende:Den dufter fint af karry, og det ser ud som om, at der er masser af krydderier på.
  • Smag:Når man smager på den, lever det dog ikke helt op til duft og udseende. Karrydressingen er for syrlig, og det trækker ned.
  • Konsistens:Sildestykkerne er bløde og melede, og det bliver hurtigt til mos i munden.
  • Konklusion: Alt i alt er det et standardprodukt lidt under det jævne, men den kan reddes med en god skive rugbrød og æg ved siden af.

Glyngøres karrysild med dild og koriander

  • Indhold: 470 g./250 g. sild
  • Pris: 37,95 kr. (Købt i Super Best)
  • Kilopris: 80,70 kr.
  • Føres flere steder. Målt på kiloprisen er det testens dyreste karrysild.

Det mener eksperterne:

  • Duft og udseende:Dufter kraftigt af karry og også en smule af mayonnaise. Farven er meget gul, nærmest sennepsgul med spor af røde krydderier.
  • Smag:Den smager ret krydret på grund af tilsatte krydderier, og karrysmagen er også stærkere end normalt. Man kan også smage noter af dild.
  • Konsistens:Fine sildestykker med godt bid, og dressingen er forholdsvis tyk.
  • Konklusion:Denne karrysild afviger fra mængden, fordi dressingen er anderledes og nærmest orientalsk. Det her er ikke en karrysild i traditionel forstand, men en voksensild, der smager stærkt. Den får en fin karakter pga. de fine sildebidder.

Lykkeberg

  • Indhold: 360 g.
  • Pris: 20 kr. (købt i Netto)
  • Kilopris: 55,5 kr.

Det mener eksperterne:

  • Duft og udseende:Karryfarven er ret lys, og udover duften af mild karry opsnuser man også en sødlig duft af kanel. Sildebidderne er ret små.
  • Smag:Smager lidt sennepssurt, og det overrasker, når man forventer den normale eddikesure smag der er i karrysild.
  • Konsistens:Der er lækkert bid i sildestykkerne, som slet ikke er melede. Dressingen virker dog lidt tynd og imponerer ikke.
  • Konklusion:En fin lille karrysild, der hverken skuffer eller imponerer. En middelkarakter passer godt.

Store Norske

  • Indhold: 720 g./360 g. sild
  • Pris: 35 kr. (Købt i Netto)
  • Kilopris: 48,60 kr.
  • Føres flere steder

Det mener eksperterne:

  • Duft og udseende:Dufter af god karry, og farven er den man forventer af en klassisk karrysild, og så kan man se at bidderne er større end de øvrige.
  • Smag:Der er en fin balance hvad angår syrlighed i dressingen. Den smager ret godt.
  • Konsistens:Der er et rigtig godt og saftigt bid i silden. Dressingen er ikke så tyk, men er heller ikke for tynd.
  • Konklusion:En rigtig fin karrysild, som klart er i top. Den smager i sin helhed godt, og de store, fine stykker er med til at trække karakteren op.

Havets karrysild

  • Indhold: 550 g./260 g. sild
  • Pris: 17,95 kr. (købt i Aldi)
  • Kilopris: 32,60 kr.
  • En af testens to billigste karrysild. Føres kun i Aldi.

Det mener eksperterne:

  • Duft og udseende:Den dufter af mild karry og farven er meget lysegul. Ved første øjekast virker dressingen ret vandet.
  • Smag:Ekstrem sur smag, og hverken fisk eller dressing skraber bunden.
  • Konsistens:At dressingen er tynd bekræftes ved at den ikke hænger fast ved fisken, når den tages op på gaflen. Sildestykkerne virker ikke som hele stykker, og bidderne falder nærmest fra hinanden. I munden bliver det til ren sildemos.
  • Konklusion: En ret dårlig karrysild, der kun kan få bundkarakter. Der er meget stor forskel på om man får en ordentlig sildebid eller ej.

Irmas gammeldags modnede karrysild

  • Indhold: 550 g./258 g. sild
  • Pris: 42,50 kr. (Købt i Irma)
  • Kilopris: 77,20 kroner
  • Dyreste enhed, og næstdyreste karrysild i testen målt på kiloprisen. Føres kun i Irma.

Det mener eksperterne:

  • Duft og udseende:Har en flot gul farve, dressingen har en perfekt tykkelse og dufter indbydende godt af karry.
  • Smag:Sildebidderne smager ikke, som om de er helt modnede, men det smager rigtig godt (de er gammeldags modnede), og den let syrlige dressing er den klart bedste indtil videre.
  • Konsistens:Det er en anderledes oplevelse, at man ligefrem skal tygge flere gange i silden, som er hårdere end de øvrige mærker. God cremet dressing.
  • Konklusion:Det her må være en luksussild - det er karrysild når det er bedst. Der er en velabalanceret smag hele vejen igennem, så den kan kun ende med topkarakter.