Pas på - juleanden kan gøre dig syg

Hvis du ikke håndterer din juleand hygiejnemæssigt korrekt, er der gode muligheder for, at den kan blive forvandlet til en ren bakteriebombe.

- Og så bliver hyggen og familieidyllen lynhurtigt erstattet af en god omgang opkast og diarré. Det fortæller hygiejneekspert og lektor på Professionshøjskolen Metropol, Michael René, til tv2.dk.

- Risikoen for udvikling af bakterier starter allerede, når du køber din and. Den fortsætter, når du skal tø din and op, tilberede den og servere den, fortsætter han.

Hygiejneeksperten guider der her igennem de mange faser du og din juleand skal igennem - vi starter i supermarkedet.

Indkøb:

1. Kontrollér at datomærkningen på juleanden ikke er overskredet.

2. Kontrollér at emballagen som juleanden er pakket ind i ikke er brudt.

3. Placér juleanden i en tør og helst ren indkøbskurv eller -vogn.

4. Placér aldrig juleanden i samme pose som frisk frugt og grøntsager, der ikke opvarmes. Læg juleanden i sin egen pose.

5. Minimer transporttiden hjem, så anden ikke tør for meget.

6. Læg straks anden i fryseren, når du kommer hjem.

Optøning:

1. Tag juleanden op af fryseren 1 til 1,5 døgn før den skal tilberedes, så den kan nå at tø ordentligt op. Optøningstiden er angivet på emballagen på de fleste ænder. Placér anden i original emballage i køleskabet i et stort fad, hvor eventuelt overskydende væske fra anden kan løbe fra.

2. Er anden ikke ved at være optøet, når I står op om morgenen. Så tag fadet ud af køleskabet om morgenen og giv anden en halv til en hel time på køkkenbordet i samme fad og sæt anden retur i køleskabet, indtil den skal tilberedes.

Tilberedning:

1. Sørg for at der er hængt et rent håndklæde op inden tilberedningen påbegyndes. Eller stil en køkkenrulle frem til at tørre fingre i.

2. Vask fingre med varmt vand og sæbe.

3. Rengør køkkenvasken med vand og sæbe.

4. Skyl og gnub seks gode madæbler, f.eks. Belle de Boskop, under rindende vand og skær dem i kvarte. Hæld svesker op i en skål til anden og skyl og klargør evt. friske grønne krydreurter som timian eller rosmarin.

5. Vask fingre med varmt vand og sæbe.

6. Tag anden ud af køleskabet og åbn emballagen, tag posen med indvolde ud og gem dem eventuelt til sovs.

7. Fjern rester af andefjer med en kniv. Rens anden indeni for indmad, blod og organiske løse rester. Vær opmærksom på at skære gumpen af og fjern kirtlerne på oversiden af gumpen og skyl og rens anden grundigt.

8. Vask fingre med varmt vand og sæbe.

9. Fyld anden op med tørrede eller friske krydderier sammen med ca. seks skårne madæbler og svesker.

10. Forsegl anden med en snor, så der holdes på krydderier, æbler og svesker.

11. Pensl andens bryst med lidt lækker vindruekerneolie og salt og gnub resten af anden ind i god salt.

12. Placer anden på risten i en bradepande og brun anden efter anbefalingerne på emballagen eller i ca. 10 - 15. min. i en opvarmet ovn ved 250 grader.

13. Tag bradepanden ud og hæld andefedtet fra og brug eventuelt noget af det til sovs.

14. Fyld bradepanden op med 1,5 til 2 liter koldt vand. Steg anden efter anbefalingerne på emballagen eller ved 175 grader i ca. 70 - 85 min., hvis anden vejer mellem 3 og 4 kg.

15. Husk at vende anden efter ca. 30 - 40 minutters tid i ovnen.

16. Vær opmærksom på at det service, der anvendes til at vende anden inden den er færdig, skal vaskes med vand og sæbe, inden det anvendes til at flytte den færdigstegte and.

17. Tag anden ud og lad den stå og hvile i ca. en halv time.

18. Vask fingre med varmt vand og sæbe.

19. Brug tiden på at tilberede sovsen. Hæld andesaften fra bradepanden op i en gryde, tilsæt eventuelt noget af det rene andefedt. Varm op og jævn sovsen. Smag til med salt, peber og krydderier. Farv sovsen med brun sovsekulør.

20. Husk at lade alle familiemedlemmer vaske fingre med varmt vand og sæbe, inden de sætter sig ved middagsbordet.

Servering:

1. Servér alt til julebordet med lange tagredskaber.

2. Sørg for at der er tagredskaber i alle skåle. På den måde behøver tagredskaberne ikke at cirkulere mellem personer og forskellige skåle.

3. Eventuelle rester nedkøles i køleskab efter julemiddagen.

4. Nedkøl fra 65 grader til 10 grader inden tre timer.