Mad

Test: Discount-rødkål topper - luksusmærke flopper

Rødkål er et af de faste indslag til julemiddagen, og de danskere, der ikke sværger til den hjemmelavede variant, køber i stor stil det lillefarvede tilbehør, som er lige til at opvarme.

Kvaliteten på købe-rødkål varierer, og derfor har tv2.dk testet fem glas rødkål for at finde frem til hvilket mærke, der passer bedst til den store julemiddag sammen med and, flæskesteg, sovs og kartofler.

Smagspanelet udgøres af Preben Vestergaard Hansen, Michael René og Tanya Junge Meibom fra Professionshøjskolen Metropol, der har blindsmagt produkterne, og lad det være sagt med det samme - resultaterne overrasker.

Den første rødkål på bordet er fra luksusmærket Løgismose. Det ved eksperterne naturligvis ikke, og de første ansigtsudtryk fra de erfarne smagstestere viser ikke mange tegn på luksus og velvære.

"Det smager ikke ret godt, og det er så tørt, at det næsten ikke er til at spise. Det er lige før, jeg tror, den er for gammel," siger Tanya Junge Meibom og kigger på holdbarhedsdatoen, som dog langt fra er overskredet.

"Den ligner de rester, der ligger i vasken, når jeg er færdig med at skylle alle tallerknerne af," siger Preben Vestergaard Hansen.

Saftig og syrlig, tak

De tre smagseksperter er enige om, at en købt rødkål skal være saftig, syrlig og have et vist bid, hvis den skal imponere. De tre egenskaber indeholder testens i særklasse billigste rødkål fra Samsø, som koster fire-fem gange så lidt som de øvrige mærker.

Da det går op for smagseksperterne, at de har valgt den helt billige rødkål som testvinder, spærrer de øjnene op.

Pimp din købe-kål

Få kokkens tip til at spiffe din købte rødkål op, så den smager som hjemmelavet.

Kok Claus Holm foreslår at du tilsætter lidt blodgrape, valnøddeolie, lakrids sirup og hakkede hasselnødder, når kålen er færdigvarmet

"Det er da overraskende, for der er virkelig meget smag i den her rødkål, og der er ikke noget, der indikerer, at det er et discount-produkt. Men at den er så billig, er kun et ekstra plus for forbrugeren," siger Michael René.

Læs herunder hvad smagseksperterne mener om de enkelte produkter, og se hvor mange stjerner de får.

Beauvais originale rødkål Indhold: 580 g.Pris: 17,95 kr.

(Føres alle steder - købt i Netto) Kilopris: 30,90 kr. Den klassiske rødkål fra Beauvais er vel nok den mest kendte, men smagen er kun gennemsnitlig.

Det mener eksperterne:Duft og udseende:

  • Den har den almindelige syrlige duft, men ellers virker den neutral. Farven er lidt bleg i det, men stykkerne ser lidt større ud i forhold til de andre mærker.
  • Smag og konsistens:Første smagsindtryk er, at den er lidt for sød, og ikke smager helt frisk. Der mangler syrlighed, og den er lidt blødere at bide i forhold til de øvrige.
  • Konklusion:En ret gennemsnitlig rødkål, der hverken skuffer stort eller overrasker. Preben Vestergaard Hansen rammer plet, da han efter blindtesten udpeger den som Beauvais klassiske rødkål.

Løgismose rødkål - med andefedt og timian Indhold: 580 g.Pris: 20 kr.

(Føres flere steder - købt i Netto) Kilopris: 34, 50 kr.Produkter fra Løgismose forbindes med kvalitet, men deres rødkål skuffer stort og får laveste karakter.

Det mener eksperterne:

Duft og udseende: Der er en syrlig duft, og farven er en anelse lilla, hvilket er positivt. Men når man går tættere på, ser rødkålen dog både tør, bleg og mat ud.

Smag og konsistens: Den er lige så tør, som den ser ud, og den smager bare ikke godt, bliver panelet hurtigt enige om. Den smager svagt syrligt, men den er så tør, at den nærmest smager gammelt.

Konklusion: En ret ringe rødkål, som virkelig skal peppes op med noget væske og sukker, hvis den skal være spiselig. Spises den, som den er, passer den ikke til andestegen, fordi den er alt for tør.

Samsø rødkål Indhold: 720 g.Pris: 5,50 kr.

(Føres flere steder - købt i Netto) Kilopris: 7,60 kr.Testens klart billigste rødkål, men den lille overvinder alle de store og ender som testvinder.

Det mener eksperterne:

Duft og udseende:Flot intens lilla farve, der nærmest ser hjemmelavet ud, og så mødes man af en fyldig syrlig duft, der rammer næsen med det samme

Smag og konsistens: Den bastante duft skuffer ikke, og når man smager på kålen er der en rig syrlighed, der går lige til grænsen, hvilket falder i panelets smag. Der er rigtig godt bid i kålen, og så er den perfekt afstemt med en rund sødme.

Konklusion: Der er ikke noget dårligt at sige om denne rødkål - det skulle da lige være, at den ikke er hjemmelavet, siger smagseksperterne. Den passer perfekt til den fede brune sovs.

Irmas luksusrødkål Indhold: 720 g.Pris: 21 kr.

(Føres kun i Irma) Kilopris: 29,20 kr.Irmas egne varer er som regel lidt dyrere end konkurrenternes. Det er dog ikke tilfældet her, og Irmas rødkål får en fin karakter.

+Det mener eksperterne:

  • Duft og udseende:Den dufter ret meget af nelliker, og det får især Michael René til at udbryde, at den henleder tankerne på gløgg. Farven er ret lyslilla
  • Smag og konsistens: Smager lidt tørt, men løftes af en fin syrlighed og en smagfuld krydderiblanding. Det er et plus, at kålen nærmest er sprød at bide i.
  • Konklusion:Samlet set en rødkål over det jævne. Den adskiller sig med sin farve og smag og konsistens, og smagspanelet honorerer det med en karakter over middel.

Gårdlykke dansk rødkål fra Beauvais Indhold: 440 g.Pris: 18,95 kr.

(Føres flere steder - købt i Føtex) Kilopris: 43 kr.Testens dyreste rødkål, men den lever op til prisen og vurderes til at være næstbedst.

Det mener eksperterne:

  • Duft og udseende:En frisk syrlig duft og en blank, skinnende kulør skaber store forventninger, inden smagsprøven.
  • Smag og konsistens:Den smager godt, og kålen er både saftig og med bid i. Der er en let syrlighed, men også lidt sødme, som skaber fin balance.
  • Konklusion:Man fornemmer virkelig rådkålssmagen, og den her rødkål er lige til andestegen, lyder vurderingen.

Sådan har vi gjort

Rødkålene er hældt direkte fra glasset over i en gryde, hvor de er blevet varmet op inden servering.

Der er ikke tilsat noget ekstra ingredienser såsom væske, fedt eller sukker.

Smagseksperterne har blindtestet produkterne, som kan købes i hele landet.