Mad

5 hygiejnefejl du aldrig må begå

Du kommer hjem efter en lang dag med fyldte indkøbsposer i begge hænder, og vanen tro smækker du poserne op på køkkenbordet, så de er nemmere at komme til, når de skal tømmes.

Desværre er din sædvanlige fremgangsmåde i dette tilfælde ikke den bedste, hvis det drejer sig om dig og dit helbred. Med stor sandsynlighed er indkøbsposen nemlig fyldt med sygdomsfremkaldende mikroorganismer, som du således overfører til dit køkkenbord og i værste fald din mad.

Stil derfor aldrig din indkøbspose på køkkenbordet, lyder opfordringen fra Michael René, lektor og forfatter til rengørings- og hygiejnebogen 'Håndbog i praktisk hjælp', som nedenfor lister 5 basale hygiejnefejl, du aldrig må begå - hvis altså du vil minimere forekomsten af bakterier, skimmelsvampe og andre mindre behagelige ting i din husholdning.

Det skal du aldrig gøre:

1. Sæt aldrig indkøbsposen op på køkkenbordet. Indkøbsposen har ofte været en tur på gulvet i butikken eller på jorden ved siden af bil- eller hoveddøren, det medfører, at du overfører sygdomsfremkaldende mikroorganismer til dit køkkenbord og i værste fald din mad. Skulle du komme til at sætte posen på bordet, så tør bordet af med varmt vand og sæbe inden du starter på madlavning og hold indkøbsposen på gulvet.

2. Bland aldrig klor og syre(afkalkningsmiddel, citronsyre, eddike, wc-rens, og lignende), da det medfører giftige grønne klordampe, som kan forårsage vand i lungerne. En nem regel er altid at holde klor adskilt fra syrer i husholdningen, så er risikoen for fejltagelser mindsket betydeligt.

3. Vask aldrig op med en slidt og beskidt opvaskebørste. Køb en opvaskebørste med hvide børster, da du på den måde nemt kan holde øje med, om det er ved at være tid til at skifte opvaskebørste, eller om det er ved at være tid til at smide opvaskebørsten en tur i opvaskemaskinen, så den er renset for snavs og mikroorganismer.

4. Tør aldrig fingre i viskestykket, da sæberester og tilbageværende rester af snavs overføres til viskestykket og videre til dit service. Tør altid fingre i et rent håndklæde eller i køkkenrulle. Husk dit service er ikke renere end din opvaskebørste og dit viskestykke.

5. Brug aldrig karkluden til at tørre pletter eller snavs op fra gulvet, da du overfører mikroorganismer fra gulvet, som kan være både jord- og toiletbakterier. Selv om du skyller din karklud er det ikke nok, da du kun fortynder mængden af mikroorganismer, du steriliserer eller desinficerer ikke, og en lun karklud er et dejligt sted at yngle for disse mikroorganismer. Brug en gulvklud eller køkkenrulle til pletter på gulvet.