5 nemme råd til billig sundhed
Slækker du på sundheden, fordi du ikke orker at gøre noget eller fordi du synes, det er for dyrt at leve sundt? Så kig med her.
For det behøver nemlig ikke være besværligt eller hårdt for pengepungen at leve sundt, siger ernæringsekspert Christian Bitz, som her kommer med 5 gode råd til en sundere livsstil, som hverken koster eller kræver noget.
1. Begynd dagen med et stort glas vand - og forsæt med at drikke et glas vand eller danskvand forud for hvert hovedmåltid
Et stort glas vand inden middagen kan reducere dit kalorieindtag med helt op til 10 procent. Og endnu bedre virker danskvand, da kulsyre har en yderligere mættende effekt.
2. Spis en lille sund snack 20-30 minutter før dit hovedmåltid
Det tager ca. 20 minutter fra første bid til, at du begynder at registrere mæthed og derfor vil det være en strålende strategi at spise lidt inden hovedmåltidet. Det kan også være en lidt forret.
Spiser du en let suppe til forret falder det samlede kalorieindtag for måltidet med helt op til 20 procent.
3. Køb frosne grøntsager (mindst lige så sunde og intet spild)
Frugter, bær og grøntsager kan miste helt op til at 50 procent af deres vitaminindhold - hver eneste dag, hvis ikke de opbevares korrekt. Og derfor er mange af de "friske" grøntsager slet ikke så næringsrige, som vi går og tror. Det er især de vandopløselige vitaminer, der nedbrydes af lys, ilt og varme.
Når man fryser grønt (efter en kort blanchering) vil man næsten fuldstændig stoppe nedbrydelsen af vitaminer, og derfor vil de frosne grøntsager være mindst lige så sunde som dem, vi køber som friske. Der er også mindre spild ved de frosne - i stedet for kvarte og halve kålhoveder der aldrig bliver brugt!
4) Kombiner take-out med egen salat
I en travl hverdag kan det være nødvendigt at hente lidt mad eller få lidt hjælp til madlavningen (færdigretter). De er sjældent de sundeste retter i kongeriget, men hvis du fx laver lidt kålsalat eller damper lidt grøntsager ved siden af, så kan det godt blive et måltid, der ikke bør give sundhedsmæssige tømmermænd.
5. Kødfri dag/Kød fridag
Kød er dyrt og mange kan med fordel skære ned på indtaget af især det røde kød. Prøv fx en grøddag, hvor lidt syrlig saft kan få smagen helt i højsædet! For at få proteinindtaget op kan der fx kommes æggehvider i grøden lige inden servering - og/eller toppes med nødder.