Mad

”Har du hørt det? Grøntsager er faktisk sunde?”

Grøntsager er fødevarernes store tabere.

Det fortæller cand. Scient. i human ernæring fra Center for Bevidst Sundhed Per Brændgaard.

Han mener at kunne se et bestemt mønster i de forskellige sundhedsbølger, der har præget mediebilledet igennem de sidste 25 år, nemlig at grøntsagerne bliver glemt.

- Der er de her bølgebevægelser, der internationalt set begyndte i 1980’erne. I Danmark var det i 1990’erne Anne Larsen, der var bannerfører, hvor hele Danmark nærmest blev forført ind i troen om, at man skulle spise kulhydrater og fjerne fedtet, ligesom vi lige nu bliver forført af proteinerne, siger han.

Proteiner er de nye kulhydrater

En ny undersøgelse fra Gartneribrugets Afsætningsudvalg, som Politiken omtalte i weekenden, viser, at 85 procent af børnefamilierne spiser under det halve af den mængde grøntsager, der anbefales dagligt.

Det kan ifølge Per Brændgaard skyldes, at grøntsagerne gang på gang ryger i glemmekassen, hver gang en ny sundhedsbølge ruller, fortæller han.

- Proteiner er ligesom blevet plusordet, og det har sat grøntsagerne i skyggen. Efter min mening gør man den samme fejltagelse som i 1990’erne, hvor grøntsagerne igen er blevet taberne, for nu er det kød og skyr, der skal til.

- Det hænger nok sammen med, at grøntsager er det, som de officielle myndigheder til alle tider har sagt, at man skal spise meget af, og så er der ikke et marked for at popularisere det. Der er masser af mekanismer der gør, at ting bliver moderne, men det er almen viden, at grøntsager er sunde. Så der kan ikke opstå et modefænomen, der siger: har du hørt det? Grøntsager er faktisk sunde. Det er bare for almindeligt, siger han.

Spis grøntsager og tab dig

Det er altså i høj grad den gode historie omkring en fødevare, der kan få folk til at hoppe med på bølgen, og der har grøntsagerne det tilsyneladende svært med at blive klassens seje pige.

Men hvad angår den gode historie, der er grøntsagernes evige skæbne lidt af et paradoks, forklarer Per Brændgaard.

- Hvis folk lykkes med at spise sig slanke, så er det fælles for dem alle, at deres kost indeholder rigtig mange grøntsager. Jeg oplever, at mange af mine klienter ikke taber sig, på trods af at de spiser mange proteiner. De spiser skyr om morgenen, masser af kødpålæg til frokost og store bøffer til aftensmad.

- Man glemmer bare, at proteiner indeholder mange kalorier, men når man får at vide, at proteiner er slankende, så spiser man uforbeholdent meget af det. Folk har simpelthen lært, at de skal proppe sig med proteiner for at tabe sig.

Man skal have proteiner

I løbet af en dag skal man have omkring 0,8-1 gram protein per kilo kropsvægt, så hvis du vejer 70 kilo, er det rigeligt med 70 gram protein, forklarer Per Brændgaard.

- Det er meget let at få sit behov dækket. I et kyllingebryst kogt som pålæg, der får man omkring 20 gram per 100 gram. Men mange tror, at proteiner kun findes i kød.

- Mandler indeholder for eksempel 21 gram protein per 100 gram, så det er ikke fordi, de kilder, vi betragter som proteinrige, indeholder meget mere end andre, fortæller han.