Skal alle børn nu tvinges til dyre frokostordninger i skolen?

Kan vi ikke snart stoppe formynderiet og den evige dunken forældre i hovedet med, at de ikke gør det godt nok? Er det ikke det ene, er det det andet – denne gang er det madpakkerne, der står for skud.

For nogle år siden var det maden i børneinstitutionerne, der skulle laves om. Alle institutionsbørn skulle have mulighed for at få et ordentligt måltid mad midt på dagen, så samtlige kommuner blev pålagt at sørge for, at deres institutioner fik ordentlige køkkener, hvor der kunne laves frisk mad til børnene hver dag.

Det blev taget ret alvorligt ude i kommunerne, og der blev straks sat gang i byggeprojekterne. Men da køkkenerne stod færdige mange steder, blev idéen droppet igen, og der var blevet spildt et hav af kommunale skattekroner på en fiks og sikkert meget velment idé.

Et af problemerne med den slags ordninger er, at man glemmer at spørge forældrene først. Spørge dem, om de er villige til en ret gevaldig forhøjelse af institutionsprisen for at slippe for den tid, de bruger på at lave madpakker.

Ideen er ellers god nok. Alt for mange børn er overvægtige, det er et stigende problem og det har en social slagside. Det er altså et større problem for de ressourcesvage familier, der generelt set heller ikke har så meget ’at rutte med’.

Derfor løser det heller ikke noget som helst, hvis vi som forældre selv skal betale for maden, og ordningen desuden er frivillig. Hvis man ikke har for mange penge i forvejen, vælger man altså ikke en relativ dyr frokostordning til, vel?

Jeg har altid svaret ’Nej tak’, når jeg er blevet spurgt, om jeg ønskede en frokostordning i mine børns institutioner. Og grunden er ganske enkelt, at det er voldsomt meget dyrere end det, jeg selv kan producere madpakker for. Så meget dyrere, at det vil belaste min økonomi ret meget.

Da jeg i sin tid boede i Aarhus, fik mine den gang tre institutionsbørn et varmt og gratis måltid mad hver eneste dag, og det var vi alle sammen glade for. Men både i Ringsted og København har frokostordningerne været forbundet med en ret kraftig forhøjelse af de i forvejen høje institutionsudgifter, så derfor takker jeg nej. Det gør jeg også til EAT (Københavns Kommunes skolemadsordning) – igen fordi det simpelthen er for dyrt. 400-500 kroner om måneden pr. barn vil det koste mig. Det er både for meget og langt over prisen på vores madpakker.

I Sverige og Finland har man i årevis haft gratis mad i skolen. Og det, at det er gratis, udrydder jo med det samme den sociale slagside. Det kan ikke vælges fra, men til gengæld skal du heller ikke betale for det. Om det så er vejen frem for at få bugt med den stigende overvægt hos børn, kan så nok diskuteres en del.

En undersøgelse af de forskellige skandinaviske skolemadsmodeller viste nemlig, at der var lige mange overvægtige børn i Sverige som i Danmark, og at de svenske børn var lige så trætte af de gratis måltider, som de danske var af deres madpakker.

Hvad skal vi så gøre ved det? Vi kunne jo stoppe den tankegang med, at fordi et mindretal ikke har overskud, viden eller ressourcer til at give deres børn et sundt og nærende måltid med i skole, så skal alle lave om på deres spisevaner, og så i stedet hjælpe dér, hvor der rent faktisk er brug for hjælp. Og mener vi seriøst, at skoler og kommuner er bedre til at varetage opgaven med vores børns frokost, så må det gøres gratis. Ellers batter det bare ikke en bjælde.

Men med erfaringerne fra de ældres kommunale mad i baghovedet, ved jeg nu ikke helt, hvordan jeg har det med den tankegang.