Se hvad børnene foretrækker i madpakken
Madpakker er ligesom andet husarbejde, det skal overstås.
Sådan svarer flertallet i en måling fra Megafon, der også viser, at hele 79 procent af de 500 forældre, der har deltaget, giver deres børn rugbrød med i madpakken.
Her i artiklen kan du blandt andet se, hvad forældrenes børn foretrækker af pålæg, eller hvor lang tid det tager at smøre madpakken. I klippet øverst i artiklen kan du få gode råd om alternativer til rugbrødet.
Kødpålæg overgår alt
På top fem over børnenes madpakkefavoritter finder man kødpålægget, hvor især spegepølse er et hit.
Frugt er den foretrukne mellemmad
For at holde energiniveauet igennem en lang skoledag, så kan en mellemmad gøre godt. Her er det især frugt som børnene får med i skoletasken. På top fem over hvilke typer frugt og grøntsager ligger æble nummer et efterfulgt af henholdsvis agurk, gulerod, vindruer og banan.
Groft brød er mest udbredt
Når der skal vælges brød til madpakken, har andre typer brød meget svært ved at slå rugbrødet af pinden som det foretrukne. Hvis familien en gang imellem er lidt træt af det samme brød, så får du herunder i klippet et godt tip af ernæringsekspert Sara Jin Smidt til nemme og sunde boller, som du selv kan bage.
Madpakkerne varierer meget lidt
De fleste har nok hørt at man bør spise en varieret kost, men når det kommer til madpakkerne, så lader det til at automatpiloten er slået til for de fleste forældre. I hvert fald har 43 procent svaret at madpakken varierer meget lidt.
Det tager ti minutter at lave en madpakke
Når madpakken skal smøres, så foretrækker de fleste at gøre det om morgenen, inden børnene skal afsted i skolen. De fleste forældre bruger omkring ti minutter på at gøre den klar, viser målingen.
Madpakker skal bare overstås
En hel del forældre synes, det er hyggeligt at smøre madpakker, men måske ikke helt overraskende er flertallet ikke særlig begejstret for de små daglige kreationer.