Er det her den perfekte burger?

Forleden skrev vi om Burger King, der friede til McDonalds om at slå to af verdens mest populære burgere sammen.
En forsker fra Oxford Universitet mener nu at have opskriften på den perfekte burger.
I anledning af den engelske nationaldag for burgere har den engelske kok og smagsforsker Charles Michel givet sit bud på, hvad han mener, er den perfekte burger. Se burgerens forskellige lag i mosaikken nederst i artiklen.
Burgeren har det knap så mundrette navn: ’Den multisensoriske perfekte afbalancerede burger’, men det kommer sig af, at Charles Michel mener, at den perfekte burger ikke er skabt ved smagen alene.
Duft, tekstur og især lyd er også vigtige ingredienser. Og så er det vigtigt at forstå, at der er to sider af smag, forklarer han til TV 2.
- Enhver måltidsoplevelse er multisensorisk, men det er vi ofte ikke klar over, og vi tænker kun på ’smag’. Hvad vi forbinder med smag, er for det meste dufte, skriver han.
Hvis vi kun var i stand til at opfatte mad og drikkevarer ved hjælp af tungen, så ville det blive en ekstrem kedelig fornøjelse. De fleste kender og elsker duften af kaffe, men prøv at holde dig for næsen, næste gang du brygger kaffen og tager dig en slurk, og du vil sandsynligvis kun få fornemmelsen af bitterhed.
For det er igennem næsen, vi fanger alle kaffens lækre aromaer. Men ifølge Charles Michel er alle sanser på spil, når vi spiser eller drikker, og det er helhedsoplevelsen, der skaber værket, lyder det.
- Videnskaben har vist, at når noget er lækkert, så er det en opfattelse, der er skabt af vores hjerne ved stimuleringen af alle vores sanser, og dermed ikke kun en følelse, der foregår i vores mund. Vi smager faktisk mad med alle vores sanser, siger Charles Michel i en pressemeddelelse.
Det er blot en skitse
Når nu Charles Michel mener at havde fundet formlen på den perfekte burger, så er det med en anelse forbehold. For, som han skriver til TV 2, så opfatter vi alle mad meget forskelligt.
- Vores smagspræferencer er unikke. Den burger, jeg foreslår her, er mere en skitse for en lækker burger - ikke en opskrift. Så jeg vil sige: Gå efter de ingredienser og mængder, du bedst kan lide, skriver han.
Det vigtigste er dog, at man prøver at efterligne fremgangsmåden med de forskellige lag, så man sørger for at skabe den rigtige sensoriske helhedsoplevelse.
Høresansen er den glemte smagssans
Den perfekte burger er ifølge forskeren fra Oxford syv centimeter høj og indeholder ni forskellige lag. De forskellige lag har netop til opgave at dække alle sanser ved at afgive lyde, dufte og specielle smage.
- Formlen er en kombination af videnskabelig indsigt og intuition. Derudover handler det om at gøre folk mere nysgerrige omkring den sensoriske kompleksitet og rigdom ved måltidsoplevelsen generelt, især når det kommer til en succesfuld spise som burgeren, skriver Charles Michel i en mail til CNBC.
Især høresansen har en indflydelse, mener forskeren, og derfor er det vigtigt, at der, ligesom i hans perfekte burgerformel, er knasende elementer.
- En stigende mængde forskning viser, hvor meget vi spiser med vores ører og er ofte en glemt smagssans. Forestil dig, hvor skuffende en burger ville være uden lyden af knaset fra sprød bacon, salat eller syltet agurk.
- Ved at fokusere på kødets syden, lyden af maden i munden, samt at lytte til din favoritmusik, når du spiser en burger, kan gøre den mere fornøjelig, siger han.