Mad

Her er smagen 25 procent af os ikke kan smage

Broccolien er en af de grøntsager, de fleste har en mening om. Enten elsker man den, eller også afskyr man den. Det er der en god forklaring på, da broccolien er en af de madvarer, der indeholder det bitre stof PTC.

Det kemiske stof PTC gør, at broccolien ikke smager på samme måde for os alle, da hvert fjerde menneske slet ikke kan smage PTC. Kan man ikke smage stoffet, betragtes man som en såkaldt ’ikke-smager’.

En gruppe danske forskere vil nu for første gang undersøge sammenhængen mellem børns genetik og deres forhold til mad, når 30.000 folkeskole- og gymnasieelevers smagsløg bliver testet.

Udover broccoli findes det bitre stof blandt andet også i grøntsager som blomkål, endivie og spidskål.

Afrikanere, europæere, asiater og australiere smager vidt forskelligt

Det er heller ikke alle befolkningsgrupper, der smager ens. For eksempel er det de færreste afrikanere og asiatere, der kan smage PTC. Omvendt er det for indfødte australiere, hvor halvdelen ikke er i stand til at smage det bitre stof. For hvide drejer det sig om 28 procent.

Alle etniske grupper i verden har både ’smagere’ og ’ikke-smagere’.

Flere og flere kan ikke smage PTC

Evnen til at smage – eller ikke at smage – PTC er arvelig. Årsagen til, at mennesker alligevel smager stoffet forskelligt er formentlig, at ikke alle har haft behov for at kunne smage PTC i fortiden.

I egne af verden, hvor der findes giftige planter med bitter smag, har det været en fordel for mennesket at kunne smage det bitre PTC stof, så man undgik de giftige fødevarer. Omvendt er det en fordel for ’ikke-smagerne’, at de eksempelvis ikke oplever broccolien som bitter, da den har større fordele end ulemper.

På grund af fordelene ved en række af de fødevarer, der indeholder PTC, har mennesket med tiden udviklet sig, så flere og flere bliver ’ikke-smagere’.

Blev opdaget ved et tilfælde

I 1931 arbejdede kemikeren, Arthur Fox, i sit laboratorie med en pulveriseret form af PTC, da han hældte pulveret i en flaske. Noget af pulveret blæste ud i laboratoriet, hvorefter en kollega klagede over den bitre smag i luften.

Arthur Fox kunne imidlertid ikke selv smage noget. Han undersøgte stoffet videre og testede det på familie, venner og kolleger, hvor nogle fandt det meget bittert og andre knapt ænsede den bitre smag.

Siden fandt Arthur Fox ud af, at evnen til at smage PTC er genetisk bestemt.

Hvad er PTC?

  • PTC - også kaldet fenyltiokarbamid - er et kemisk stof, som smager bittert.
  • 25 procent kan ikke smage PTC, mens 75 procent kan.
  • Mennesker med to vigende gener, kan ikke smage PTC (de er ikke-smagere).
  • Mennesker med enten en eller to dominante gener kan smage det bitre (de er smagere).
  • PTC har betydning for vores valg af fødevarer, og er formentlig et forsvar mod giftige planter.