Mad

Tænkte du over det her, da du drak kaffe i morges?

Rigtig mange danskere kender rutinen.

Med sovekammerøjne og slappe lemmer bliver kroppen modvilligt slæbt fra den lune seng til det kolde køkken, hvor en af verdens vigtigste opfindelser står placeret. Kaffemaskinen.

Dette vidunderlige apparat der kan forvandle det menneskelige legeme fra dødvægt til ren energi.

Dagen i dag er ikke blot den 1. oktober, det er også international kaffedag, og det er en kærkommen lejlighed til at hylde denne for mange livsnødvendige drik.

På Twitter summer det med #internationalcoffeeday og allerede dagen før den store dag, er det blevet brugt over 3000 gange.

I Danmark er der endnu ikke den store tilslutning til dagen, og de kaffeeksperter, som TV 2 har talt med, var umiddelbart ikke klar over, at dagen eksisterede.

Det skal der imidlertid laves om på, og derfor vil der i løbet af dagen her på hjemmesiden blive sat fokus på, hvad nogle nok vil mene, danskernes nationaldrik.

Så meget kaffe drikker danskerne

Danskerne er et af de folkefærd i verden, der drikker allermest kaffe målt pr. indbygger.

Vi drikker i gennemsnit tre til fire kopper kaffe om dagen, og i 2014 blev der importeret over 37.000 ton rå og brændt kaffe til Danmark, viser tal fra Danmarks Statistik.

Der findes adskillige opgørelser over, hvilke folkefærd der drikker mest kaffe pr. indbygger i verden, og igennem de seneste år finder man danskerne repræsenteret i top ti.

I Danmark har man kendt til kaffe siden 1600-tallet, og drikken er, i modsætning til mange andre drikke, helt igennem folkelig, da det især var bønder og senere arbejderklassen, der udbredte den til alle landets kroge.

Kaffe er kompleks

Der findes hundredevis af smags- og aromastoffer i kaffe, så det er ikke så mærkeligt, at fagfolk kategoriserer den som kompleks.

Du er måske stødt på folk, der ikke kan lide at drikke kaffe, men som godt kan lide duften af frisk kaffe. For der er bare et eller andet dragende ved duften af de ristede kerner.

Mange vil nok forbinde duften af kaffe med et eller andet hyggeligt minde eller måske hverdagen, ligesom den gjorde hos forfatteren Dan Turèll:

  • Morgenkyssene
  • Postens smæld i entréen
  • Kaffelugten
  • Den rituelle vandring til købmanden om hjørnet efter mælk, cigaretter, aviser -
  • Jeg holder af hverdagen

Mælkebøtterod smager af kaffe

Det er alle de mange herlige aromastoffer i kaffen, der gør den til noget særligt, hvis man smager på kaffe, imens man holder sig for næsen, så er der kun smage som bitter, syrligt og sødt tilbage.

De samme aromaer kan gå igen i forskellige råvarer, hvilket gør, at man forbinder dem med hinanden. Et godt eksempel er mælkebøtterod som man brugte til kaffeerstatning under 2. verdenskrig.

Når man rister roden ved 180 grader, så dannes der nogle af de samme aromastoffer, du også finder i kaffe.

Ifølge grundbogen for kaffeelskere God Kaffe, så er det først lugtesansen, der bliver aktiveret og skaber en forventning til kaffen.

Når kaffen kommer ind i munden, så får man de førnævnte smagene bitter, syrligt og sødt med i oplevelsen, men hvad de færreste måske tænker over, er den følelse kaffen giver i munden, som også spiller en stor rolle i den samlede smagsoplevelse.

En kaffe kan være alt lige fra silkeblød eller cremet, til tør, og alle de forskellige indtryk spiller ind, når man smager på kaffe.

Det er måske værd at skænke en tanke, næste gang du får en kaffetår.

Sanser der er i spil - når vi smager

  • Lugt: 

    Duften og stemningen omkring maden, udløser sensoriske reaktioner, der skaber en forventning til burgeren, man skal til at spise. Friske ingredienser af høj kvalitet samt fedtet i kødet, "bærer" aroma til næseborene, og er en dominerende komponent for smagsdannelsen.

  • Teksturer:

    Kødets saftighed, det bløde brød og salatens sprødhed påvirker vores aromaopfattelse i samarbejde med den første berøring og fornemmelsen af ​​den varme bløde bolle i hænderne.

  • Lyd:

    Dette er ofte undervurderet, men kødets syden, sprødheden fra de forskellige teksturer, når du bider i en burger, og baggrundslydene det sted hvor du spiser har alt sammen indflydelse på, hvordan burgeren smager.

  • Syn:

    Vi spise ofte med øjnene først. Førstehåndsindtrykket af en saftig burger samt omgivelserne, hvori vi spiser den, påvirker nydelsen af vores mad.

  • Smag:

    Tag en burger, der rammer vores smagsløg. Den stimulerer vores sødt, salt, surt og bitter-receptorer på tungen. Forskning har desuden påvist ​​den femte smag ved navn umami, der forstærker sødt og salt.

  • Den perfekte smagsbalance for en burger er:

    35 procent umami + 25 procent salt + 20 procent sødt + 15 procent surt + 5 procent bittert.

Kilde: Charles Michel.