Mad

Dagens forslag: Stegt kylling med bagte rødbeder og grønkålssalat med æbler

Kom godt i gang med ugen med denne nemme opskrift, hvor du kan bruge resterne til frokost om tirsdagen.

Det er bedst at bruge en hel kylling, da man for det første får mere for pengene, også hvad angår smagen forklarer Mikkel Marschall.

- Man får altid en bedre smag i kødet, hvis man steger det på ben, som her hvor man steger en hel kylling. Spis brystet til aften, og gem lårene til frokosten, siger han.

Sørg for at skylle ekstra grønkål og bage lidt ekstra rødbeder, så du har nok til frokostopskriften.

Ifølge kostevejleder Gitte Høj Jørgensen er grønkål en bombe af gode ting for kroppen, derfor er den god at blive venner med i sin madlavning, og så fylder den godt på tallerkenen.

- Grønkål indeholder fibre, antioxidanter og B-, C- og K-vitamin, folat samt kalcium, jern, zink og jod. Hvis du tænker på vægttab gennem de næste fire uger, kan det være en fordel at tænke på at dække 2/3 af din tallerken med grøntsager, forklarer hun.

Retten indeholder pr. 100 gram: 160 kalorier, 13 gram protein, 3,8 gram kulhydrat og 10 gram fedt.

Til frokost dagen efter, anbefaler Mikkel Marschall, at man spiser rester af kyllingen med grønkål der er vendt i rygeostcreme.

- Det er nem ret, man kan lave klar dagen før. Rygeost, grønkål og rødbeder passer altid godt sammen, og det smager også rigtig godt som tilbehør til andet kød end kylling, siger Mikkel Marschall.

Til salaten skal man bruge ristede kerner, du finder opskriften herunder: