Mad

Top tre: Her er danskernes madvaner

En solid rundenom rugbrød med leverpostej eller en lun fiskefilet har nu aldrig været af vejen. Er du enig? Så er du langt fra den eneste.

For en ny undersøgelse fra Madkulturen, der forsøger at kortlægge danskerne madvaner, viser nemlig, at det er det gode gamle rugbrød, der er den store favorit, når det kommer til aftensmaden. Det er lige fra madder med koldt pålæg til madder med lune frikadeller og medister, der vinder indpas i danskernes maver, og generelt er det den traditionelle danske mad, der får den højeste score med hele 42 procent.

På andenpladsen over danskernes favorit-aftensmad kommer pizza, mens suppe kommer ind på en tredjeplads.

Judith Kyst, direktør hos Madkulturen, mener, at danskernes favoritspise bunder i, at vi ligger en del værdi og følelser i vores madkultur.

- Der ligger ekstremt mange værdier i mad, og det er ret tydeligt, at det er kulturelt holdepunkt for os stadigvæk, siger hun.

Madkulturen ligger under Miljø- og Fødevareministeriet.

Fire idealer 

Danskerne har tidligere været beskyldt for at være et kødspisende folkefærd, og undersøgelsen viser da også, at i 72 procent af alle aftensmåltider er kød en del af ingredienserne. Til sammenligning er det blot 13 procent, der spiser fisk eller skaldyr.

Men kartofler og kulhydrater så som brød, ris og pasta er også ret populært blandt danskerne. Hele 83 procent af alle aftensmåltider indeholder nemlig disse madvarer. Men danskerne følger også den sunde linje, for grøntsagerne indgår nemlig i 73 procent af måltiderne.

I undersøgelsen, der har navnet 'Madindeks 2015', har man ud over danskernes madvaner, også set på deres holdning til, hvornår et måltid er 'godt' og her herefter inddelt danskerne i fire idealer.

- Formålet med de fire idealer, er at give et præcist billede af, hvor vi skal sætte ind for at gøre danskerne sundere og give dem flere kompetencer til selv at lave mad, fortæller Judith Kyst fra Madkulturen.

T2Toolbox embed

Efterårsdage kan påvirke resultatet

Undersøgelsen 'Madindex 2015', der er udarbejdet af Madkulturen, en selvejende institution under Miljø- og Fødevareministeriet, bygger på en spørgeskemaundersøgelse foretaget i 2015 af over 2000 danskere mellem 18 og 74 år. Her har man blandt andet spurgt, om hvad danskerne har spist. Men eftersom undersøgelsen er foretaget i september og oktober måned, skal der tages forbehold for, at nogle af madvanerne kunne have set anderledes ud, hvis undersøgelsen havde fundet sted i foreksempel om sommeren. 

Undersøgelsen 'Madindeks 2015' består af Madkulturens egen kvalitative undersøgelse og en større forskningsbaseret undersøgelse gennemført af MAPP Centeret ved Aarhus Universitet.