Eksperter tester syv myter om kød
Er kød den eneste kilde til proteiner, og er insekter egentlig kød? Vi giver dig svarene her.
Kød kan være samlingspunkt om et godt måltid eller dele vandene. Vi har testet 7 myter om kød og bedt et hold af eksperter forklare blandt andet, om mennesket over hovedet er bygget til at spise kød, om fisk er kød, og hvorfor vi måske skal vende os til at spise insekter.
1. Kød er ikke den eneste kilde til proteiner
Der er tre store kilder til energi i vores kost: kulhydrater, fedt og protein. Når vi kommer kød på tallerkenen, er vi tilbøjelige til at tænke på kød som kilden til protein, men er kød den eneste kilde til protein?
Nej, siger seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet, Sisse Fagt:
– Der er mange kilder til protein. Ost, mælkeprodukter, æg og korn er nogle af de andre store kilder til protein i vores kost. Det er fra disse kilder, at vi får knap halvdelen af vores indtag af protein, så det er altså nogle væsentlige kilder.
– Generelt får vi rigeligt med protein, så det skal ikke være argumentet for at spise mere kød. Faktisk viser en rapport om danskernes kostvaner, at vi med fordel kan komme lidt mindre kød på tallerkenen. Hvis vi spiser os mætte i kød, så spiser vi mindre af andre gode ting, som eksempelvis de grove grøntsager, forklarer Sisse Fagt, og tilføjer, at alt kød ikke indeholder lige meget protein.
Rødt kød fra eksempelvis grise eller køer indeholder mere protein end kylling eller fisk. Men proteinmængden er uden betydning for, om vi skal vælge den ene eller anden slags kød.
Læs også: Er du til fastelavnsboller? Her er fem fantastiske opskrifter på lækre fastelavnsboller.
2. Insekter er kød
Du har sikkert hørt det før. Myrer, græshopper og larver er in. De små krible-krabledyr bliver serveret på kendte restauranter som Noma og spist med stort velbehag mange steder i verden. Og det er noget, vi andre kunne tage ved lære af, for produktionen af de eksotiske delikatesser er langt mere klimavenlig end produktionen af de dyr, vi almindeligvis sætter på middagsbordet. Men kan man kalde insekter for kød? Ja, i hvert fald, hvis man spørger seniorforsker Joachim Offenberg, som både studerer og spiser insekter med velbehag.
– Det er svært at sige noget generelt om insekter, da der findes omkring halvanden million forskellige. For hver pattedyrsart findes der omkring 300 insektarter, og det er den klart mest mangfoldige gruppe af dyrearter. Men der findes insekter, som fuldt ud er i stand til at erstatte kød i kosten. De indeholder proteiner, alle de essentielle aminosyrer, mineraler og vitaminer, som er med til at gøre dem rigtig interessante i forhold til ernæring.
– Desuden er der en mangfoldighed af smagsoplevelser, og mange insekter kan spises både som larver og som voksne, hvilket typisk giver to meget forskellige oplevelser. Blandt andet vævermyrer, som jeg har studeret en del, er en udsøgt delikatesse som laver, hvor de bruges som kød i eksempelvis supper, salater og risretter. De er dyrere end godt oksekød, så det er ikke af nød, de bliver spist. De voksne myrer er sprøde og knasende og smager lidt af citrus, fortæller Joachim Offenberg.
Læs også: Her er 11 myter om brystkræft, du skal kende til.
3. Vi skal spise meget kød for ikke at overspise og blive for tykke
Fordi det kræver meget energi at fordøje kød, bliver vi ikke tykke, hvis vi bare spiser masser af kød – eller hvad siger Sisse Fagt fra Fødevareinstituttet til det?
– Nej, det passer ikke, for vi kan få rigtig meget energi på kort tid, når vi spiser kød. Vores mæthedsfornemmelse og appetitregulering er en kompleks sag, så det er ikke nemt at komme med ét enkelt svar, men vi kan se, at dem, der spiser meget kød, ikke er slankere end dem, der spiser mindre. Det er måske ikke så meget fordi, at kødet i sig selv er skadeligt, men fordi det tager pladsen fra grøntsager, som ikke indeholder så meget energi.
Læs også: Der er en grund til, at motion slanker så dårligt – se hvorfor her.
4. Fisk er ikke kød
Hvad er kød egentligt? Kostrådene opfordrer os til at spise mere fisk, men også til at begrænse indtaget af kød – men er tunbøffen ikke kød?
– Det er vel egentligt en muskel, men nej, jeg er faktisk ikke sikker på, hvad den officielle definition er, siger Sisse Fagt, seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet.
– Det, jeg kan sige med sikkerhed, er, at når vi fra Fødevareinstituttets side opfordrer til, at man begrænser indtaget af kød, så er det kød fra firebenede dyr, vi taler om – altså køer, grise, heste og geder. Fjerkræ og fisk tæller ikke med som kød i den sammenhæng, så derfor siger jeg nej. Fisk er ikke kød.
5. Vi kan sagtens leve helt uden kød
Selv om det er naturligt for mennesker at spise kød, så er det dog ikke nogen nødvendighed – eller er det? Lektor i klinisk og forebyggende ernæring Jens Rikardt Andersens svar lyder:
– Mennesker kan sagtens leve uden at spise kød. Det kræver, at man sætter sig ind i, hvordan proteiner er opbygget af aminosyrer, for der findes aminosyrer, som er essentielle, og får vi ikke dem, kan kroppen ikke fungere, og der kan opstå forskellige mangeltilstande. Men hvis man sætter sig ind i det og er opmærksom på, hvad man spiser, så man får den rigtige næring, så kan man sagtens leve uden kød. Ud over de essentielle aminosyrer, så er kød også en væsentlig kilde til vitamin B12, som er livsvigtig. Vitamin B12 findes i animalske fødevarer, så hvis man udover at udelukke kød også fravælger æg, fisk og mejeriprodukter, så skal man have tilført vitaminet gennem vitaminpiller eller gennem indsprøjtninger for ikke at få mangeltilstand.
– I Indien, hvor store dele af befolkningen lever som vegetarer, kan vi se, at langt de fleste får for lidt vitamin B12, forklarer Eva Greibe, specialist i vitamin B12.
– Og selv her i Danmark, hvor vi generelt har god adgang til animalske fødevarer, estimerer man, at 10-20 pct. af den ældre generation får for lidt af vitaminet. Det er vigtigt at være opmærksom på at få vitamin B12 fra anden kilde, inden man udelukker kød og animalske fødevarer fra kosten, understreger Eva Greibe.
6. Kød er svært at fordøje
Indmellem hører man, at kød er svært at fordøje for kroppen, og derfor ligger det i dagevis i tarmen og rådner – men passer det? Ikke nødvendigvis mener Jens Rikardt Andersen, lektor i klinisk og forebyggende ernæring
– Det er ikke som sådan sværere at fordøje end så meget andet. Alt mad – animalske eller vegetabilske – bliver nedbrudt af enzymer, og det kan som sådan godt kaldes en forrådnelsesproces, for det er i teorien det samme, der sker, men det er ikke noget særligt for kød. Det, der er særligt i forhold til fordøjelsen af kød, er, at det kræver forholdsvist meget energi at nedbryde kød. Afhængigt af, hvordan det er tilberedt, kan op mod 20 pct. af energien fra kødet gå til fordøjelsesprocessen. Det er muligvis derfor, man kan få fornemmelsen af, at det ligger tungt i maven. Stegt kød i store stykker er det, der kræver mest energi at fordøje, mens kogt kød i små stykker er det nemmeste at fordøje. Hvor lang tid det tager at nedbryde og fordøje kød afhænger derfor af, hvordan kødet er tilberedt. Kødet bliver også nemmere at fordøje, hvis det er tygget godt.
– Men det ligger ikke i tarmen i dagevis. Kødet opholder sig først i mavesækken. Det kan tage op til 12 timer afhængigt af, hvor store stykker kødet det er i, og hvordan det er tilberedt. Tyndtarmen er hurtigt passeret, og så er der et ophold på en til to dage i tyktarmen til de rester, der måtte være tilbage. Det gør porrer også, så det er ikke fordi, det er noget enestående, siger Jens Richardt Andersen.
7. Vi har brug for at spise kød hver dag
Palæo og stenalderkost har inspireret mange til at komme mere kød på menuen, og når man ser på anbefalingerne fra Fødevarestyrelsen for fordeling af mad på tallerkenen, så er der afsat plads til at kød må fylde cirka 20 pct., og det er fordi, vi skal have kød hver dag – eller er det? Det kan seniorrådgiveren ved DTU Fødevareinstituttet Sisse Fagt, svare på.
– Nej, generelt er der ikke noget, som vi behøver at få hver dag eller til hvert måltid. Det er en god tommelfingerregel, at man i løbet af en uge lever op til de officielle kostråd, for så får man alt, hvad man har brug for med jævne mellemrum, og kroppen kommer ikke til at mangle noget. Det gælder også for kød. Der er ikke nogen undersøgelser, som bakker op om, at stenalderkost skulle være sundere i det lange løb.