Mad

Fire fødevarer der engang var dårlige for dig, men ikke er det længere

Er du i tvivl om, æg er gode eller dårlige for dig? Og hvordan er det nu med ost? Ernæringsekspert Christian Bitz hjælper med at rydde lidt op i kostanbefalingerne.

Vi ønsker alle krystalklare budskaber, som Christian Bitz udtrykker det, men det er ikke altid helt nemt, når det kommer til kostråd- og anbefalinger.

Forskningen kommer hele tiden med nye resultater, og er man lidt utålmodig, ender det hurtigt med, at man først går i én retning for derefter at snuble i den modsatte grøft.

Derfor skal man måske overveje at holde lidt igen med anbefalingerne og nedtone retorikken om, hvad der er sundt og usundt en anelse, forklarer Christian Bitz.

- Selvom man kan være ret overbevist om noget, bør man vente med at gå ud med stålsatte anbefalinger til befolkningen. Man gør det i god tro, og omvendt kan man heller ikke blive ved med at løbe rundt om den varme grød, men man er nødt til at se på, hvor stærk evidens, der er, og vente på de rigtige undersøgelser, siger han.

Resultater bliver blæst ud af sammenhæng

Når budskaberne nogle gange stritter i flere retninger, er der som regel flere steder, hvor det går galt.

Der er mange forskere og organisationer, der gerne vil forske yderligere og udbrede deres resultater, hvilket blandt andet sker igennem medierne, forklarer Christian Bitz.  

- Resultaterne kan nogle gange blive blæst lidt ud af sammenhæng, samtidig med at den solide evidens ikke er helt på plads. Konklusioner på en utilstrækkelig evidensbaseret baggrund bliver ophøjet til sandheder.

- Det bliver gjort, uden at forskningen er på plads, og nogle gange, når der bliver forsket yderligere, må man konstatere, at det forholder sig anderledes. Sådan er forskning og den skulle også gerne udvikle sig. Det er ikke skrevet i runer, det er meget komplekst, og der er mange faktorer, der spiller ind.

Hvad stiller man op?

Hvis man som forbruger sidder og tænker, hvordan man navigerer i råd, der kan ændre sig fra den ene dag til den anden, bør man støtte sig til de officielle anbefalinger, mener Christian Bitz.

- Som udgangspunkt har vi glimrende kostråd. Fødevarestyrelsen baserer deres anbefalinger på solid videnskab. Det er samtidig også en tung organisation, og de har derfor sværere ved at justere. Der går som regel fire til fem år imellem, at man får opdateret kostrådene.

- Det kan have den konsekvens, at de i den periode kan fremstå ret konservative, når de kun forholder sig til forskning, der ikke udkom i går. Omvendt, når vi som formidlere fortæller om nye undersøgelser, skal man også passe på med, at det ikke bliver ophøjet til sandhed. Derfor kan man alligevel med rette stille spørgsmålstegn ved det, som var soleklart for ti år siden, siger Christian Bitz.

Herunder finder du en liste over fem fødevarer, der igennem årene har været kastet rundt i manegen.

T2Toolbox embed