Mad

Bitz' tips: Sådan får man børn til at spise grøntsager - hele dagen

Med de her tips og tricks fra ernæringsekspert Christian Bitz har det aldrig været nemmere at få nok grøntsager om dagen.

Du skal ikke give op, hvis dine børn ikke gider spise de grøntsager, du serverer. 

De officielle kostråd anbefaler, at voksne og store børn får 600 gram frugt og grønt om dagen og mindre børn får 400 gram, men fire ud af fem børnefamilier får kun under halvdelen af den daglige anbefalede mængder, viser ny undersøgelse fra Gartneribrugets Afsætningsudvalg (GAU)

Ifølge undersøgelsen tænker de fleste børnefamilier først grøntsagerne ind til aftenmåltidet, og derfor kan det hurtigt bliver en uoverskuelig opgave at gnaske sig igennem de flere hundrede gram.

Men sørger man derimod for at fordele grøntsagerne ud over hele dagen, har man lettere ved at komme i mål, forklarer ernæringsekspert Christian Bitz, der har et princip om, at børn skal smage på grøntsager mange gange, så de lærer at kunne lide dem.

Det snedige trick til frokosten

Det kan hurtigt virke kedeligt, når man taler om grøntsager, men det behøver det på ingen måde at være. Christian Bitz har blandt andet lavet en snedig opskrift på remoulade, der indeholder masser af grøntsager.

- Formålet med den er, at optimere indholdet i madpakken, hvor det ofte ender med rugbrød. Spegepølsemaden kan ligeså godt få en sund remoulade på, der er fyldt med grøntsager og smager godt, lyder det fra ernæringseksperten.

Man kan også prøve at lave en alternativ frokostret, der er fyldt med sunde grøntsager, som eksempelvis denne kolde tomatsuppe:

Server snackgrønt efter skole

Når børnene kommer hjem fra skole, er det ved at være noget tid siden, frokosten blev fortæret, og her er det rigtig nemt at få de små poder til at spise masser af grøntsager.

- Det er ikke raketvidenskab, men jeg ved, hvordan det er, når mine egne og min kærestes børn kommer hjem om eftermiddagen, og de bare er sultne, og man selv lige er kommet hjem og skal lave mad, siger Christian Bitz.

- Frem med nogle grøntsager på køkkenbordet eller på værelset. Det er ikke stor videnskab med gulerødder og peberfrugter, men det er tit det, de godt kan lide. De spiser som regel det hele, og så kan man slappe lidt af ved middagsbordet og få et lidt mere hyggeligt aftenmåltid frem for at kigge på sine børn og sige: "Du skal smage eller spise den her blomkålssalat".

Man kan også med fordel sætte ind med grøntsager til morgenmad. Her foreslår Christian Bitz en æggepandekage med fyld, der sagtens kan laves dagen før og gemmes i køleskabet til madpakken.

Børn skal smage på maden

Hjemme hos Christian Bitz er der faste regler ved middagsbordet, for det er vigtigt, at man som forælder opdrager sine børn til at få en ordentlig madkultur, forklarer han.

- Det der med at give lov til ikke at smage tingene, det er jeg ikke stor tilhænger af. Vi har nogle måltider hjemme hos os, som ikke er særligt hyggelige, fordi jeg insisterer på, at børnene smager.

- Min kæreste og jeg har nogle gange fire børn samlet, og der har vi en regel om, at man ikke må sige: "Det kan jeg ikke lide". For er der først ét barn ud af fire, der siger, det kan jeg ikke lide, så kan de tre andre heller ikke, siger Christian Bitz.

Derfor er det en god ide at have en regel om, at man smager, og hvis man ikke kan lide det, lader man det ligge på tallerkenen - uden at gøre et stort nummer ud af det, lyder det.

Men det er vigtigt, at børn smager ting, de ikke kan lide, mange gange. Eksempelvis skal de smage kål minimum 12 gange, før de lærer at kunne lide det, forklarer Christian Bitz.

I klippet øverst i artiklen svarer Christian Bitz på spørgsmål fra Go’ morgen Danmarks seere, hvor han blandt andetfortæller, hvad han gør, når børnene ikke vil spise det, der bliver serveret.

De grønne genveje

  • Spiser du grønt til alle hovedmåltider og dem indimellem, bliver det nemmere at leve op til anbefalingerne. Her er 5 grønne genveje:
  • Morgenmad: Skær ekstra grønt, når du alligevel er i gang med madpakkerne. Pynt ostemaden med tomat og peberfrugt. Giv yoghurt, gryn og flakes følgeskab af friske bær og frugt i mundrette stykker. Det vækker appetitten og sikrer variation.
  • Mellemmåltid: Sørg for at have en ’knasekasse’ eller pose med friske, fingernemme grøntsagshapsere klar i køleskabet. Tag den med på arbejde eller på farten. Perfekt til den lille sult mellem hovedmåltiderne formiddag og eftermiddag. 
  • Frokost: Pynt smørrebrød med ekstra grønt og friske krydderurter. Det giver smag, farver og friskhed. Fyld sandwichen med sprøde, saftige spirer. Brug rester af salater og grøntsagsretter til en nem og lækker frokost. Og spis frugt til ’dessert’.
  • Aftensmad: Brug mere grønt og mindre kød i gryderetter, supper, tærter, burgere og på pizzaer. Søg inspiration til at tilberede de velkendte grøntsager på nye måder. Og sørg altid for at have friske grøntsager på bordet, som børnene nemt kan snuppe af.
  • Aftensnack: Spis frugt og bær til aftenkaffen og som guf foran fjernsynet. Nyd et flot fad med agurke- og gulerodsstænger med dip til som snack. Lav en dessertagtig råkost med nødder og lidt hakket chokolade

Kilde: Gartneribrugets Afsætningsudvalg

Fakta fra undersøgelsen

  • 81,1 procent af alle børnefamilier får under 50 procent af den anbefalede mængde frugt og grønt pr. dag.
  • 29 procent af de børnefamilier, som spiser under halvdelen af den anbefalede mængde frugt og grønt, mener, at det er svært at købe præcis den mængde, man skal bruge.
  • 57 procent af de børnefamilier, som spiser under halvdelen af den anbefalede mængde frugt og grønt, svarer, at de mangler ideer til at variere de grøntsager, de normalt spiser.
  • 44,9 procent af børnefamiliernes dagligvarekurve indeholder frugt og grønt.
  • 37 procent af de børnefamilier, som spiser under halvdelen af den anbefalede mængde frugt og grønt, svarer, at der er mange grøntsager, som de ikke kender og ikke ved, hvordan man tilbereder.
  • 58 procent af de børnefamilierne bliver inspireret til opskrifter i kogebøger, mens 50 procent finder inspiration i butikkernes frugt- og grøntafdelinger.
  • Gartneribrugets Afsætningsudvalg er en administrationsenhed, som har til formål at styrke frugt- og gartneribrugets udviklingsmuligheder og konkurrenceevne.
  • Undersøgelsen er udarbejdet fra december 2015 til marts 2016
  • Det er analysevirksomheden GfK der har foretaget undersøgelsen for Gartneribrugets Afsætningsudvalg, hvor 87 procent af de adspurgte har svaret
  • 3.000 husstande er med i GfK panelet. De vejes til et ’minidanmark’ på en række demografiske faktorer, som gør panelet repræsentativt. De indrapporterer ugentligt deres dagligvareindkøb. Hvilket resulterer i over 450.000 indkøbsture i GfK panelet pr. år
  • Frugt og grønt inkluderer i undersøgelsen alt frugt og grønt, samt frostgrønt, eksklusiv kartofler.