Det her krydderi er amerikanerne vilde med lige nu

For tretten år siden fik den amerikanske kaffekæde Starbucks en rigtig god ide: Pumpkin Spice Latte.

Det var ikke favoritten blandt en række nye testprodukter.

Men en café latte med smagen af, hvad der bedst kan beskrives som noget hen ad honningkage eller ingefærsmåkage, skulle vise sig at blive en kæmpe succes for kaffekæden Starbucks.

Virksomhedens udviklingsafdeling havde lugtet lunten. Der skulle flere sæsonprodukter på repertoiret efter gode resultater med produkter udviklet til vintersæsonen.

Således blev Pumpkin Spice Latte til, en café latte med smagen af velkendte efterårskrydderier såsom allehånde, ingefær, kanel, muskatnød og nelliker.

Starbucks bruger naturlige aromastoffer, men som du kan se i klippet, kan man nemt lave sin egen version derhjemme.

Det eneste der kan være lidt svært at efterligne, er smagen af bagt tærtedej, som man også finder i kaffekædens version. Men opskriften herunder er slet ikke så tosset.

Krydderierne bruges i varierende grad til den sagnomspundne pumpkin pie, som amerikanere traditionen tro ynder at spise til thanksgiving.

Siden Starbucks valgte at komme krydderiblandingen i kaffe, har rigtig mange andre virksomheder taget det til sig, og der lader ikke længere til at være nogen grænse for, hvad det kan bruges til.

Krydderiblandingen er blevet så bragende en succes, at denne tid på året i folkemunde også er blevet døbt the pumpkin spice season.

Det findes i alt lige fra håndsprit til kattegrus, hundegodbidder og selvfølgelig en lang række fødevarer som pølser, ost, smør, morgenmadsprodukter og kildevand.

Selvom det nok har taget lidt overhånd, fejler selve krydderiblandingen egentlig heller ikke det fjerneste, og det kan da klart anbefales at bruge det i eksempelvis kager eller endda en gryderet.

Se hvordan du laver dette lækre fyldte baguette.