Verdens bedste cocktail indeholder vigtig dansk ingrediens

Til det netop overståede World Cocktail Championship i Japan spillede en dansk spirtus en særlig rolle i finalens vindercocktail.
Det er ikke første gang, at danske Hammer og Son får ros for deres gin Geranium Gin, og nok heller ikke sidste gang, lader det til.
Den blev lanceret i 2009, og allerede samme år høstede den anerkendelse ved World Spirits Awards.
Året efter var den i rampelyset ved International Wine and Spirits Competetion, og siden da er det blevet til i alt 14 internationale priser.
Nu kan den tørre gin med sin karakteristiske blomsternote også bryste sig af at være hovedingrediensen i verdens bedste cocktail, og det et kvantespring for det danske ginmærke, mener den tredobbelte danmarksmester i klassisk cocktail Hardeep Singh Rehal.
Han forklarer, at man kan eksperimentere lidt mere med spændende nye spiritusmærker til andre cocktailkonkurrencer, men der skal være en vis tyngde bag de mærker, man bruger til World Cocktail Championship, der afholdes af International Bartenders Association (IBA).
- Det er en meget gammel konkurrence, og det er kun de største mærker i verden, man samarbejder med. Derfor er det her et kvantespring for Geranium. Nu er de oppe at lege med ginmærker som, Tanqueray 10, Millers og Beefeater 24 - de er i den kaliber nu.
Til det netop overståede verdensmesterskab i Japan, indgik Geranium Gin i vindercocktailen ’The Best Scene’, der blev mikset af bartender Kenji Tsubokura fra Japan.
Se opskriften på ’The Best Scene’ i faktaboksen.
Hobby blev til kæmpesucces
For 15 år siden fik Henrik Hammer for alvor øjnene op for gin. Ikke kun når der skulle bestilles drinks, men også på et seriøst hobbyplan.
En hobby der har betydet, at han de seneste ti år har været ginsmagsdommer til internationale konkurrencer, og altså en hobby der også har været ensbetydende med, at han for tiden producerer omkring 100.000 flasker Geranium Gin om året.
Inden livet som fuldtids-ginproducent var Henrik Hammer virksomhedskonsulent. Han havde en stor interesse for gin og gastronomi, og det var netop den kombination, der sporede ham ind på at lave en gin med geraniumblomster.
Kunne rense luften i køkkenet
Henrik Hammer havde lært hvordan nogle kokke kunne finde på at have geranium stående i køkkenet for at rense luften, det ville han prøve i sit eget køkken.
Han var nysgerrig efter at lære planten bedre at kende, og efter noget research fandt han ud af, hvordan planten især var blevet brugt i sammenhæng med enebær i naturmedicin, fortæller han til TV 2.
Enebær er netop karakteristisk for gin, og ideen til en gin med geranium var født.
Far fik gin med i graven
Henrik Hammer kontaktede sin far, der var kemiker, og sammen oprettede de et lille laboratorium hjemme hos faren for at lære mere om plantens æteriske olier, og hvordan man kunne lave et udtræk til gin.
Med farens hjælp fandt han ud af ud af, at mange af de molekyler der er til stede i geranium også findes i mange af de ingredienser, man bruger til at blande cocktails med.
De fandt en måde at lave udtrækket af planten på under destillationsprocessen og rejste sammen til England, hvor Henrik Hammers gode ven er medejer af destilleriet Langley Distillery.
- Vi sammensatte en opskrift, vi mente kunne være en lækker gin, og så besluttede vi os for at producere den.
- Min far døde desværre, inden vi var færdige med projektet. Men han fik en lille flaske med i graven, hvor der stod Geranium 00001 på flasken, fortæller Henrik Hammer til TV 2.
Ramte et hul i markedet med et brag
Der findes et hav af ginmærker på markedet, men hvorfor lige netop Hammer og Son's gin fik en plads på den internationale bartenderhylde, skyldes ifølge Hardeep Singh Rehal en kombination af den rigtige timing og det færdige produkt.
- Henrik Hammer har ramt ginbølgen, inden den blev rigtig stor, med et godt produkt. Det tager mange år, fra et produkt bliver præsenteret for det internationale marked til det findes på alle barer.
- Det er stadig en London dry gin, men med sit florale udtryk udfylder den et hul, der har været i markedet og står i modsætning til gin, der enten er meget enebærtunge, krydrede, eller citrusprægede, siger han.
Verdensmesterskabet kommer til Danmark næste år
En anden god nyhed fra årets konkurrence i Japan er, at verdensmesterskabet bliver afholdt i Danmark for første gang næste år. Det glæder naturligvis formand i Dansk Bartender Laug Daniel Abildgaard Rasmussen.
- Jeg er enormt glad på den danske barscenes vegne. Vi får en helt unik mulighed for at vise, det vi kan her i Danmark for resten af verdens bartendere.
- Vi får muligheden for at bevise, hvorfor man omtaler København som værende en af de tre største cocktailhovedstæder i verden, siger han.
Danske bartendere har de seneste år udmærket sig ved at vende sig mod nordiske ingredienser og bruge dem på nye kreative måder, såsom hyldeblomst, honning eller sukkerbeder istedet for sukker, eller skovurter og havtorn istedet for citrusfrugter, forklarer Hardeep Singh Rehal.
- Folk er vant til, at når det skal være læskende og eksotisk, skal det være med tropiske ingredienser. Men det kan sagtens være eksotisk, selvom det stammer nordfra. Der er geranium jo et perfekt eksempel, siger han.