Mad

Linie 3-stjerne spiser rådden haj: Det kaldes verdens værste ret

Se Chili Klaus indtager Norden på TV 2 PLAY

Chili Klaus har store problemer med at klemme råddent kød fra en hvalhaj ned, da han serverer verdens værste ret for Preben Kristensen.  

Preben Kristensen er taget med Chili Klaus til Island, hvor chilieksperten serverer rådden grønlandsk hvalhaj – også kendt som verdens værste ret.

- Hvis det ikke er fermenteret eller gået i råddenskab, så er det faktisk giftigt, siger Chili Klaus.

- Der er nogen, der har sagt, at det skulle være verdens værste ret, konstaterer han.

Hosteanfald

Linie 3-stjernen har ingen problemer med at klemme rådden haj i sig. Straks værre er det for Chili Klaus, der får et hosteanfald.

- Kom nu, Klaus. Dig, der har spist så meget chili – hva’ fanden er det for noget, spørger Preben Kristensen.

- Jeg har aldrig smagt noget, der er så crazy som det her, siger Chili Klaus, mens han hoster den rådne haj i sig.

Hajkød i havregrød og yoghurt

Den islandske delikatesse går under navnet kæstur håkarl. Hajkød er populært i Island, hvor man i gamle dage brugte kødet i havregrød og yoghurt.

- Kødet er giftigt, når det er friskt. Vi kommer kødet i trækasser, hvor det gærer i seks til ni uger. Så hænger vi kødet til tørring i tre til fire måneder, forklarer fiskeproducent Gudjon, der har leveret kødet til Chili Klaus.

Preben Kristensen har taget turen til Island med sin mand Søren Hedegaard, hvor de rejser vulkanøen rundt med Chili Klaus og smager nordiske delikatesser.

Selv om Linie 3-stjernen havde noget nemmere ved at spise rådden haj end Chili Klaus, var han langt mere tøvende, da han i samme udsendelse blev tilbudt hvalbøf. Også her gik han dog med til at spise delikatessen.