Anretning kan få børn til at spise grøntsager
Forældre skal oppe sig, når det kommer til anretning, hvis de vil have nøglen til deres børns maver.
Rørt sammen, adskilt eller en mellemting.
Der er mange måder at anrette en tallerken på, men hvis man gerne vil have sine børn til at spise maden, så er det ikke lige meget, hvordan man gør det. Det viser ny dansk forskning fra Smag for Livet.
- Det med at få det på den måde, man bedst kan lide, øger selvfølgelig lysten til at spise det hos børnene, siger Annemarie Olsen, der er lektor i sensorik og forbrugervidenskab ved Københavns Universitet og blandt andre har stået bag undersøgelsen.
Tingene skal holde adskilt
I undersøgelsen fik 100 børn i alderen 7-8 år og 12-14 lov til at vælge, hvilken tallerken de fandt mest tiltalende. Drengene var ligeglade, men hos pigerne var tallerken nummer tre, hvor maden er adskilt, en klar favorit.
- Jeg tror, det er mere overskueligt for dem at smage, hvis det ikke er rørt helt sammen, siger lektoren, der sagtens forestille sig, at det også kunne få flere børn til at give grøntsagerne en chance.
De ældste børn ville hellere have tallerken nummer to, hvor sovsen er fordelt. Det forklarer lektoren med, at de er ældre, og derfor har fundet ud af, at sovsen godt kan smage godt sammen med de andre elementer.
Grøntsager skal ikke skjules
Det visuelle har altså betydning - også selvom nogle nok vil argumentere for, at det er vigtigere at grøntsagerne skjules, så man sikrer, at børnene er uvidende om bagholdsangrebet.
Men den strategi er Annemarie Olsen dog ikke tilhænger af.
- Jeg synes ikke, man skal snyde grøntsagerne i børnene. Målet er, at de lærer at kunne lide dem. Og det lærer de ikke, hvis de ikke for lov til at smage dem alene, siger hun.
Anretning har også betydning for forældre
Annemarie Olsen synes også godt, at forældrene må huske på, at måden, maden præsenterer sig, ligeledes har en betydning for dem.
- Derfor synes jeg godt, man kan tage hensyn til, hvad ens barn godt kan lide og tænke over, hvordan man selv ville synes om, at det hele var rodet sammen, siger hun.
Lektoren understreger, at det ikke betyder, at man skal servere alt i separate beholdere, da nogle ting - herunder wokretter eller lignende - naturligt er blandet sammen.
Den nye forskning kan udover at hjælpe forældrene også være med til at optimere madordninger på danske skoler.
Se tre gode råd til, hvordan anretning kan hjælpe i listen nedenfor.