Chokoladeæg med mintganache

16x9
Chokoladeæg med mintganache Foto: TV 2

Tilberedning

  1. CHOKOLADEÆG: Varm kakaosmøret op til 50 grader, og køl ned til arbejdstemperatur på 29-30 grader.
  2. Så stænker du hvide, gule, orange og grønne prikker ned i den store form. Det kan for eksempel gøres ved at dyppe ned i farven med en tandbørste og derefter stryge en kagekam henover og ned i formen, så der kommer små prikker.
  3. Nu skal chokoladen tempereres. Tag først 60 gram fra i en skål.
  4. Smelt nu 300 gram chokolade i mikroovn eller over vandbad, til den når 45 grader. Pod nu forsigtigt med de sidste 60 gram chokolade. Det er ikke sikkert at du behøver alle 60 gram, men du skal røre i massen, indtil alle knapper er udsmeltede i massen, og du gerne skulle nå en arbejdstemperatur på 32 grader for mørk chokolade. Når chokoladen rammer de 32 grader er den klar til brug.
  5. Hæld den tempererede chokolade i formen, så den dækker alle huller. Giv formen et par lette bank ned i bordet for at sikre, at chokoladen er helt nede i formen.
  6. Vend formen, og bank på siderne. Sørg for at banke i begge ender for at få ensartethed på skallerne.
  7. Derefter tager du en palet og skraber hen over formen. For at undgå at give chokoladen fødder giv da formen et hurtigt bank på hoved ned i bordet, vend rundt, og skrab den af. Stil den da på siden, så den kan ånde.
  8. Vend formen på den anden side efter et par minutter.
  9. MINTGANACHE: Alle ingredienser på nær den hvide chokolade kommes i en kasserolle og bringes lige til kogepunktet.
  10. Tag kasserollen af blusset, og hæld massen over de 220 gram hvid chokolade.
  11. Rør rund i massen. Start indefra og ud, til du har en glat, fin masse.
  12. Kom massen på sprøjtepose og lad den køle af. Når massen når 25 grader, er den klar til brug – det gør ikke noget, hvis den bliver koldere.
  13. FYLDNING: Kom mintganache i hullerne i formen, sådan så der cirka er tre milimeter til kanten. Stil til at trække hinde i et par timer – gerne i 10-12 timer.
  14. Temperér på ny, og luk chokoladerne af. Efter en times tid skulle du kunne vende chokoladerne ud af formen.